'Kongen af latinpop' vender tilbage til Danmark

Efter ni års pause optræder popsanger Enrique Iglesias atter på dansk jord.

De fleste husker ham nok for sine hits omkring årtusindeskiftet. Men der er stadig spræl i den spanske popmusiker Enrique Iglesias.

Derfor vender han som en del af en større turné tilbage til Danmark, næsten ni år efter at han sidst gæstede dansk jord for at optræde i ’Vild med dans’.

Returen sker med en koncert i Royal Arena i København til juni næste år.

- Der er tale om et nyt stort megashow, der byder på en ny liveproduktion, skriver arrangørerne bag i en pressemeddelelse.

Hits og hæder

Den 42-årige latinsanger er søn af en anden kendt musiker og tidligere målmand for fodboldklubben Real Madrid, nemlig Julio Iglesias, og er særligt kendt for sine hits ’Bailamos’ og ’Be with you’ fra henholdsvis år 1999 og 2000.

Musikeren har dog flere hitliste-numre bag sig og er af den amerikanske hitliste Billboard blevet udråbt som den største sanger nogensinde indenfor genren latinpop.

Desuden har han fået tilnavnet ’kongen af latinpop’ foran blandt andre sin far og musikeren Ricky Martin.

Stadig aktiv

Så sent som i år har Enrique Iglesias sneget sig ind på Youtubes top-10-liste over musikvideoer med nummeret ’Subeme La Radio’.

Og sidste år blev han af Billboard udråbt til nummer 14 på listen over alle tiders største kunstnere indenfor dance club-sange.

Det gjorde ham samtidig til listens øverste mandlige solist – foran navne som Prince, Michael Jackson og David Guetta.

Udenfor musikscenen

Ved siden af musikkarrieren har popsangeren blandt andet haft mindre roller i film og tv-serier som ’Once upon a time in the west’, ’Two and a half men’ og ’How I met your mother’.

Enrique Iglesias (venstre) og Anna Kournikova (højre) har trods turbulens dannet par siden 2001.
Enrique Iglesias (venstre) og Anna Kournikova (højre) har trods turbulens dannet par siden 2001. Foto: Carlos Barria / Scanpix Denmark

Privat danner han par med den tidligere tennisstjerne og fotomodel Anna Kournikova, som optrådte i musikvideoen til Enrique Iglesias’ sang ’Escape’ i 2001.

Trods indledningsvis tvivl på forholdet og en midlertidig separation i 2013 er parret stadig sammen i dag, skriver mediet Popsugar.