Begyndte at spille elguitar som 6-årig - nu hitter hun med sine videoer

Den sydjyske pige kan bruge flere timer om dagen på sin passion.

Over sengen med pyntepuderne på pigeværelset hænger en farverig plakat med 11-årige Filippa Engberg Arends store idol. 

I sengen drømmer hun om en dag at blive en lige så stor stjerne.

Men det er hverken popfænomenet Taylor Swift eller Justin Bieber, der er i centrum. Plakaten med den gule elguitar i fokus forestiller rockikonet Jimi Hendrix, som døde for 47 år siden.

- Han var så unik og så dygtig. Den bedste guitarist jeg overhovedet kan komme på, fortæller hun mandag i 'Go' aften Danmark'.

Filippa er ikke blot vild med Hendrix' musik - hun spiller det også selv flittigt på sin gråblå Yamaha Revstar-guitar.

Hun kan bedst lide at spille elektrisk guitar, for på den kan man spille fede rocksoloer og rocknumre, forklarer hun. 

Filippa begyndte at spille elektrisk guitar som 6-årig.
Filippa begyndte at spille elektrisk guitar som 6-årig. Foto: Privatfoto
Sådan ser 11-årige Filippas værelse ud i dag - hendes idoler er Jimi Hendrix, Red Hot Chili Peppers, The Black Keys og Nirvana.
Sådan ser 11-årige Filippas værelse ud i dag - hendes idoler er Jimi Hendrix, Red Hot Chili Peppers, The Black Keys og Nirvana. Foto: Privatfoto.

Set over 110.000 gange

Filippa Engberg Arend er i 'Go' aften Danmark' i anledning af en hjemmevideo, der søndag blev delt på MetroXpress' og BT's Facebookside. Her fremviser hun sine guitarkundskaber med en række sange, og videoen er på et døgn blevet set over 110.000 gange sammenlagt. 

I videoen spiller hun blandt andet en bid af nummeret 'Comfortably numb' af Pink Floyd.

- Det er sådan noget musik, jeg rigtig godt kan lide, og så har min musiklærer givet mig den for, siger hun.

På en måned har hun øvet sig på sangen cirka 50 gange. 

Filippa har sin egen YouTube-kanal, hvor hun de sidste to år har udgivet guitarvideoer. Coveret af Jimi Hendrix' 'The Wind Cries Mary' er blevet set over 12.000 gange. 

Når en guitarsolo er ekstra svær, sætter Filippa nummeret 70 procent ned i tempo ved hjælp af et iPad-program, så den bliver nemmere er lære. Her øver hun sig som yngre.
Når en guitarsolo er ekstra svær, sætter Filippa nummeret 70 procent ned i tempo ved hjælp af et iPad-program, så den bliver nemmere er lære. Her øver hun sig som yngre. Foto: Privatfoto.

Kan bruge over tre timer

Hendes far spiller også guitar. Han var inspirationen, da Filippa begyndte at interessere sig for guitarspillet som 6-årig. Først på akustisk guitar, men inden for ganske kort tid skiftede hun over til den elektriske variant.

Nu er musikken og videoerne blevet en fælles passion for far og datter, og de to øver sig på øverste etage hjemme på gården, der ligger i en landsby nær Kolding. 

Filippa øver sig i gennemsnit halvanden time hver dag, men to dage om ugen bruger hun lidt ekstra tid. 

- I weekenden kan jeg komme øve mig mere end tre timer om dagen, siger hun og fortæller, at det både er mærkeligt og fedt med opmærksomheden, hun oplever fra sine videoer, men "folk er rigtig positive".

Den unge guitarist håber på en dag at kunne fyre den af på sin guitar foran et publikum på de store, internationale scener.

- Min allerstørste drøm er at kunne turnere rundt i verden og spille min egen musik foran folk, og at de synes, det lyder fedt, siger hun.