Sofie Lassen-Kahlke vinder 'Vild med dans': - Vi er bare møgglade

Parret var bagud på point, men høstede flest stemmer. Skuespilleren og Michael Olesen har vundet årets 'Vild med dans'

- Tusind tak for helvede, Horsens, udbryder en glad og Michael Olesen, da det står klart, at han og skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke har vundet årets 'Vild med dans'. 

Sejren blev udråbt foran cirka 3000 publikummer i den østjyske by - og foran alle tv-seere. 

Efter 11 år kan han nemlig kalde sig vinder af danseprogrammet.

Fejrer sejr med en drink

Det var en hæsblæsende finaleaften fredag, hvor begge par høstede både 9- og 10-taller af dommerne, og vinderduoen modtog i alt 115 point. 

- Vi er bare møgglade, siger Sofie Lassen-Kahlke, der nu ser frem til at fejre sejren med en drink. 

- Jeg har nærmest ikke drukket alkohol i tre en halv måned, så jeg skal bare hurtigst muligt have noget med alkohol, joker hun.

Til gengæld betød det også, at skuespillerkollegaen Iben Hjejle og hendes dansepartner Morten Kjeldgaard måtte tage til takke med en andenplads på finaleaftenen trods roser og høje point fra dommerne. De fik i alt 117 point. 

Se vindernes reaktion efter finalen i Vild med dans. Video: Ida Zander Jensen

En drøm at komme i finalen

For den ene halvdel af vinderparret, den professionelle danser Michael Olesen, er aftenens sejr noget helt særligt. Det er første gang, at han er i finalen – og dermed også første gang, han har vundet showet.

- Det var først og fremmest en drøm at komme i finalen. Så var det ikke så vigtigt, om man vandt eller blev toer. 

Men han er alligevel glad for at kunne tage et trofæ med sig hjem. 

- Det er mega fedt!

Se Michaels vilde reaktion efter sejren i Vild med dans-finalen. Video: Ida Zander Jensen

'Vild med dans'-rekord

Efter de 11 seneste fredage har parret kunne skrive cha-cha-cha, jive, vals og mange andre dansestilarter på cv’et.

På finaleaftenen lagde de ud med at danse en quickstep – og det var faktisk den selvsamme som de debuterede med i årets første program. Dansen blev valgt af seerne, der fik lov at bestemme en af finalens danse.

Dernæst dansede de i en fireminutter lang latin mix med deres modstanderpar og de andre professionelle dansere i ’Vild med dans’. Det var samtidig en 'Vild med dans'-rekord for den længste dans i programmets historie.

Se de to finalepar og de udstemte professionelle dansere i en latinmix. Video: Ida Zander Jensen

I anden del af finalen gik de på gulvet i en freestyledans, hvor de kombinerede det smukke og langsomme med den hurtige jive.

Se Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen i en freestyle. Video: Ida Zander Jensen