Iben Hjejle efter finalenederlag – nu er det sjusser og isposer

Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard måtte vinke farvel til vinderdrømmen i ’Vild med dans’.

Det blev skuespillerkollegaen Sofie Lassen-Kahlke, der sammen med dansepartneren Michael Olesen vandt ’Vild med dans’.

På trods af at Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard måtte tage til takke med andenpladsen i aftenens finale, så var de to finalister ved godt mod, da konfettikanonen markerede enden på årets konkurrence.

- Jeg har det egentlig godt, jeg føler mig lidt lettet og glad – en meget glad nummer to, siger Morten Kjeldgaard efter showet.

Iben Hjejle var også glad, men fødderne havde det hårdt efter tre en halv måneds dansetræning.

- De fødder har aldrig haft det værre, siger hun.

Iben Hjejle har i løbet af sæsonen fundet sin danseglæde frem, men det er ikke på efterfestens dansegulv, at man kommer til at se hende i aften.

- Jeg skal sidde med en ordentlig kæmpe sjus og nogle isposer på fødderne. Nogle andre må danse lidt nu, siger hun.

Flest 10-taller

Parret fik flest point af dommerne, men seernes stemmer faldt ud til konkurrenternes fordel.

- Selvfølgelig ville vi gerne have vundet, men det føles helt fantastisk at få lov at danse sammen, siger Morten Kjeldgaard.

I løbet af finalen var parret på gulvet hele tre gange – i en seerbestemt tango, i det fire minutter lange latinmix og i en smuk freestyle-dans.

Se Iben og Mortens freestyle her.

Se Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard i en freestyle. Video: Ida Zander Jensen

Efter en velfortjent hvilepause, regner duoen med, at de skal danse mere sammen i fremtiden.

- Iben siger, hun har købt et livslangt klippekort, så ja, vi kommer til at danse sammen, lyder det fra Kjeldgaard. 

Parret kan se tilbage på flotte point og ord fra dommerne – faktisk var de det par, der scorede flest point igennem sæsonen.

Rørt 'Vild med dans'-deltager

I løbet af de seneste 12 fredage har Iben Hjejle været rørt til tårer flere gange, og det begyndte allerede den allerførste fredag på dansegulvet.

Her høstede parret både flotte karakterer og kommentarer fra de fire dommere, men det overraskede skuespilleren, at danseoplevelserne rørte hende så meget.

- Det kom simpelthen sådan bag på mig. Jeg fik sådan en oplevelse: Må jeg det her? Jeg er vokset op i et segment, hvor sportsdans og pigegarde ikke var det, man gik hjem og sagde, at man ville gå til. Pludselig fik jeg bare sådan en fornemmelse af: "gud, det lykkedes alligevel". Godt nok 36 år senere end barnedrømmen, sagde hun dengang.

Se hvor rørt Iben Hjejle blev efter hende og Morten Kjeldgaards første dans i 'Vild med dans' nogensinde.

Følelserne kom bag på skuespilleren Iben Hjejle efter hun havde danset sin første dans i 'Vild med dans'. Video: Marie Kjempff

Den næste tid skal parrene dog hvile sig.

- Du skal på en velfortjent ferie efter alt det her, væk fra aber og vrøvl, siger Iben Hjejle til dansepartneren.