16x9

'Klynke-rap' kan ende med at vinde 'Årets Danske Hit' til DMA - her er forklaringen

I samarbejde med Apple Music

Gilli er nomineret i DMA med hittet ’Helwa’ og helt kontroversielt for ham, så handler sangen om kærlighed.

I tragedierne fra oldtidens Grækenland følger beskueren, læseren eller lytteren en person i smerter og lidelser, der kun tager til i styrke.

Gillis 'Helwa' er en tragedie. En romantisk en af slagsen. I vers for vers og i omkvæd for omkvæd står det krystalklart, at Gilli står i et dilemma mellem falsk lykke – og ulykke:

- Alt for mange dage, hvor vi havde tomme lommer. Alt for mange damer, jeg ved, ingen af dem holder.

Dilemmaet er, om han skal knokle hårdt for at tjene 'para', som Gilli kalder penge, eller om han skal finde kærligheden i en kvinde, som hans mor mener han bør:

- Mama sagde til mig: "La-la-la-la, du skal finde dig en kone," hun sagde...

Sådan lyder det, når Gilli krænger sjælen ud i omkvædet – i fuld frustration.

Gilli afviser ikke sin 'mamas' ønske, men han erkender, at kærligheden ikke hænger på træerne. Han spørger:

- Hvor er min amora?

Og han kalder ud i mørket: "Taala huna ya habibti", som betyder "kom her, min elskede" – formentlig til kvinden, der endnu ikke har vist sig i hans liv.

Gilli er nomineret med tre numre i 'Årets Danske Hit'. Et af dem er 'Helwa'.
Gilli er nomineret med tre numre i 'Årets Danske Hit'. Et af dem er 'Helwa'. Foto: TV 2

- Det er jo, hvad man kunne kalde ’klynke-rap’ – og det er der ikke som sådan noget nyt i, siger ph.d. og lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på AU Birgitte Stougaard Pedersen, der forskede intensivt i dansk rap fra 2006-2011, og uddyber:

- Der er flere eksempler på, at rappernes tekster bliver mere følelsesladede i takt med, at de bliver ældre.

Blå bog: Gilli

Gilli er nomineret med ’Habibi Aiwa’, ’Helwa’ og ’Rica’ i DMA-kategorien ’Årets Danske Hit’. Sidste år var hit-mageren nomineret i samme kategori med ørehængeren ’C’est la vie’.

I år er han på fem nomineringslister ud af ni danske kategorier.

Hen over sommeren har man kunne høre Gilli på turné sammen med rap-holdet Molo eller Molotov Cocktail. Foruden Gilli består rap-kvartetten af Benny Jamz (Højer Øye), Branco og Stepz.

Rapperen startede sin karriere i rapkollektivet 'Bomber Over Centrum' bedre kendt som B.O.C, der foruden fængende rim har spyttet kunstnere ud som Noah Carter og Kimbo.  

Pointen er, at der pludselig er andre ting i livet, som spiller en større rolle. Og hvis rappen skal være autentisk og handle om livet, så må teksterne følge med. Det mener Birgitte Stougaard Pedersen:

- Længslen efter autenticitet er en af drivkrafterne i rapmusik, og mens de unge rappere kan være mere offensive i deres retorik om damer, penge og våben, så bliver de som ældre måske mere refleksive.

Og længslen kan mærkes i sangen 'Helwa'. Og i beatet, der med tropiske trommer og et ørekildende keyboard gør en tung tekst – fra et tungt kvarter – utrolig let.

Hvis du vil høre 'Helwa', så ligger den i toppen af playlisten, hvor du også finder nogle af Gillis bedste sange.

square to 16x9
12.08.2017: Gilli spiller på stjernescenen lørdag den 12. august, 2017 på Skanderborg Festival. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Efterbehandlet af TV 2 Grafik / Scanpix Denmark

- Rap handler ikke kun om at være den slemme dreng i klassen og om damer og penge. Det handler i endnu højere grad om, hvordan man retorisk og via rappens rytmiske virkemidler formidler historierne om i dette tilfælde ’pengene’ og ’damerne’, siger Birgitte Stougaard Pedersen.

Og netop 'damerne' spiller en væsentlig rolle i denne sang, idet 'Helwa' på arabisk betyder 'skat' eller 'søde'. Gilli viser med denne sang, at han ikke bare er en hård banan, mener Hiphop-ekspert Peter Trier Aagaard, der har beskæftiget sig med dansk rap i knap 20 år. 

- Det er i det hele taget et nummer, hvor pigerne i Gillis liv er rigtig meget på spil, siger Peter Trier Aagaard, da vi spørger ham om, hvad 'Helwa' egentlig går ud på. 

Se det fulde interview med hiphop-eksperten her:

Hiphip-ekspert Peter Trier Aagaard forklarer, hvad 'Helwa' handler om, og hvad det betyder. Video: Michael Leander Bech Særkjær

'Helwa' beskriver på samme tid et clash mellem den arabiske og danske kultur, som Gilli befinder sig.

For hvem går i grunden ud og finder sig en kone som 25-årig i Danmark? Bevares. Der er nogen, men det er ikke mange. Og derfor føler Gilli sig formentlig også udfordret af sin 'mamas' ønske om, at han bør gifte sig – og finde kærligheden prompte.

Den konflikt gør sangen til den mest dybfølte fra Gillis hånd, mener journalist hos Soundvenue og podcast-vært på 'Standard' Kristian Karl.

- 'Helwa' har flere facetter og flere følelser. Den er inderlig. Den involverer ligefrem Gillis egen mor som fortællefigur. Normalt sviner man jo andres mødre til i dansk rap, siger han.

Kristian Karl mener også, at den mere følelsesladede hit-tendens kan have vokseværk. Han refererer blandt andet til Basims to nye numre 'Comme Ci Comme Ça', som Gilli også er med på, og 'Aji Aji', der – ligesom Gillis egen musik – også surfer med på afrobeat-bølgen.

square to 16x9
12.08.2017: Gilli spiller på stjernescenen lørdag den 12. august, 2017 på Skanderborg Festival. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Efterbehandlet af TV 2 Grafik / TV 2

Tragedier i oldtidens Grækenland. Det var der, det hele startede.

Og mens hovedpersonen i 'Helwa' måske stadig står og råber: "Hvor er min amora?", så fremstår Gillis karriere som alt andet end en tragedie.

Han er nomineret i fem ud af ni kategorier til DMA. Tre af hans numre er i samme kategori – nemlig 'Årets Danske Hit'. Hvis du vil se, om han løber hjem med prisen, så viser TV 2 DMA-showet på søndag klokken 20:00.