Her er de tre finalister i 'Voice Junior'

Lørdag blev seks deltagere til tre. Se her, hvem seerne har stemt på.

Efter en semifinale med danske og internationale hits, og med rap og franske toner fra coachene er det blevet afgjort, hvem der går videre til finalen af 'Voice Junior'. 

Her kan du se, hvem der den 4. november skal dyste i finalen. 

Team Wafande: 

Merle Meyland, 10 år, fra Silkeborg.

Hun har to gange tidligere rappet Natasjas sange, men i semifinalen sang Merle reggaenummeret 'En sidste sang'.

- Det er for sindssygt, at du kan så meget med ord. Det har vi allerede fundet ud af, og så var det vildt rart, at du fik lov til at synge i dag. At man kunne høre dig lave nogle små krøller. Hele Danmark har brug for dig. Vi har savnet sådan en som dig, lød det blandt andet fra hendes coach, Wafande. 

Se Merle synge ”En sidste sang”. Video: Karoline Lunddal Dam

Team Joey Moe

Kamille Thor Eliassen, 11 år, fra Frederiksberg.

I semifinalen sang hun Rasmus Walters hit 'Ingenmandsland'.

- Mit hjerte banker i dobbelttempo nu. Du har bare så meget power, og du har udviklet dig så meget, sagde Joey Moe til sin deltager. 

- Vi har set dit smil og din fest, men du viser også en inderlighed, som kommer helt ud over scenen som aldrig før. 

Se Kamille synge ”Ingenmandsland”. Video: Karoline Lunddal Dam

Team Oh Land

Dafne Stilund Nielsen, 13 år, fra Dragør. 

I semifinalen sang hun norske Susanne Sundførs 'Darlings'. 

- Det er så naturligt, det flyder bare ud. Det rører virkelig mig dybt. Jeg lytter ikke kun til dig med ørerne, men med huden og knoglerne og alt, hvad der er i min krop. Dafne, du er et kæmpetalent, sagde Oh Land til sin deltager. 

Se Dafne synge \"Darlings\". Video: Karoline Lunddal Dam

Der blev dermed taget afsked med Jonathan, Donnchadh og Solveig i semifinalen - hør deres sange lige her. 

Se finalen af 'Voice Junior' den 4. november klokken 20 på TV 2.