11-årig gik i stå på scenen – siden er der sket en stor forandring

Tårerne trængte sig på hos Olga, da de tre coaches vendte sig til hendes stemme. Hun er nu en af de ni kvartfinalister i 'Voice Junior'.

Først vendte sangeren og coachen Joey Moe sig rundt i den røde stol. 

- Ikke græde endnu, ikke græde endnu, sagde Olga til sig selv. 

Så vendte 'Voice Juniors' to andre coaches, Oh Land og Wafande, sig rundt. 

- Og så blev det hele lidt meget.

Under auditionrunden i sangprogrammet blev 11-årige Olga Maria Jakobsen fra Præstø helt overvældet, da alle tre coaches trykkede på knapperne, og stolene vendte sig. 

Tårerne trængte sig på, og hun måtte derfor stoppe med at synge.

- Jeg havde ikke så meget selvtillid, men der gik det op for mig, at jeg var gået videre. Det havde jeg ikke regnet med, så jeg blev mega glad og overvældet, fortæller hun. 

Efter et par kram og en kort pause færdiggjorde Olga sangen 'Fools' af Troye Sivan. 

Når ens mor siger, man er god, er det noget andet, end når Joey Moe siger det

Olga, kvartfinalist i 'Voice Junior'

Hun har altid hørt Joey Moes musik og synes, at han er den bedste danske sanger -  derfor var det naturligt for hende at vælge ham som sin coach.

Olga er en af de ni kvartfinalister -under sin audition blev hun helt rørt, da alle tre coaches vender sig om. Video: Maria Thuesen Bleeg

Det giver mere selvtillid

Men det var samtidig vildt at få ros af sit idol. 

- Han sagde, at jeg var helt vild god. Så tænkte jeg: "Er det sandt? Er det virkelig ham, der siger det til mig?" Man tror ikke, at man nogensinde kommer til at opleve, at der er en kendt, der siger, at man er god, siger hun og uddyber: 

- Det er meget overvældende, og det giver meget mere selvtillid. Når ens mor siger, man er god, er det noget andet, end når Joey Moe siger det. Man kan godt tænke, at ens mor er forpligtet til det. 

Olga gik også videre i Super Battle-runden, og er sammen med otte andre deltagere nu nået til kvartfinalen, der finder sted lørdag aften på TV 2. 

Her kan du se Olgas deltagelse i Super Batte-runden - se alle sangene her.

Se Anna-Inez, Emma, Olga og Kaan synge 'Me And My Broken Heart' i Voice Juniors Super Battles. Video: Karoline Lunddal Dam

"Okay, jeg kan godt"

Den 11-årige deltager har erfaring med at optræde fra både kor, solosang og som bandforsanger.

Hun fortæller, at den manglende selvtillid ikke har handlet så meget om en nervøsitet ved at stå på scenen, men om at føle, at hun var god nok.

Den spirende tro på sig selv, hun har kunnet mærke gennem programmet, er også noget, andre har bemærket.

- Min sanglærer har sagt til mig, at jeg har fået meget mere selvtillid, og at min stemme er blevet mere udviklet. Jeg har også selv kunne mærke, at jeg kan komme op i højere toner. Det har også styrket mig i skolelivet til at tænke: "Okay, jeg kan godt", fortæller hun.  

Hendes coach: Det er et drømmescenarie

Joey Moe har også fulgt udviklingen fra den første blind audition, og det er et drømmescenarie for en coach at være med på sidelinjen, fortæller han og uddyber: 

- At udfolde én som Olga, der indeholder så meget talent og dybde, og måske ikke selv helt ved det, er jo et dejligt scenarie.

Det gør ham samtidig stolt at kunne tænke tilbage på de spring, hver deltager tager i forbindelse med 'Voice Junior'. 

- Når programmet engang slutter, og lyset tænder, og vi alle sammen skal hjem igen, kan jeg flere år senere kigge tilbage og tænke, at jeg på den lange bane har været med til at bidrage til at få skubbet hende helt ud over kanten.

Se Olga og de otte andre kvartfinalister i 'Voice Junior' lørdag klokken 20.00 på TV 2.

Her er de ni kvartfinalister i 'Voice Junior'