Begejstrede dommere om rækker af toppoint: - Det er absolut uhørt så tidligt

Sæsonens første ottetaller er blevet uddelt til to par denne fredag.

De sidste fem fredage har to skuespillere dystet om at score flest point fra dommerne.

Hver fredag har det været enten Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard eller Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen, der har ligget øverst på dommernes pointtavler.

Denne fredag blev ingen undtagelse. Sæsonens første ottetal gik til en meget taknemmelig Sofie Lassen-Kahlke, der dog blev overgået af Iben Hjejle, der fik hele tre ottetaler af dommerne. 

Hübbe: Det var rørende

- Det er absolut uhørt så tidligt i sæsonen, at vi ser så god en dans. Det er fantastisk. 

Sådan sagde Jens Werner til Sofie Lassen-Kalhke og Michael Olesen, efter de dansede en smuk vals. Det var også ham, der kvitterede med et ottetal.

Balletmester Nikolaj Hübbe var også fortryllet af parrets vals.

- Det var fuldstændig rørende. Den måde du gav dig hen i Michaels arme, lod dig føre og lod stemningen overvinde og gennemsyre dig. Jeg glemte, at vi laver live-fjernsyn. 

I alt fik parret 29 point - tre syvtaller og et ottetal.

"Jeg ryster fuldstændig"

Det var meget ros at få fra dommerne, og Sofie Lassen-Kahlke var da også tydelig berørt.

- Det er også lidt voldsomt. Jeg ryster fuldstændig, sagde hun efterfølgende i backstagelokalet til Sarah Grünewald. 

Selve dansen har dog været en udfordring. 

- Når det er så langsomt, bliver man konfronteret med sine følelser hele vejen igennem, siger hun. 

Se aftenens udsendelse kogt ned til 59 sekunder i videoen herunder:

En ægte senorita

Aftenens topscorer blev Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard, der satte sæsonrekord med deres paso doble. 

I bedste tyrefægterstil dansede de til et ægte rocknummer med Lenny Kravitz og fik hele tre ottetaller og et syvtal fra dommerne - altså 31 dommerpoint. 

Britt Bendixen kaldte Iben for en ægte senorita og roste parret for en "autentisk" paso doble.

Parret fik også Jens Werner til at uddele de helt store roser:

- I er årsag til, at dansk 'Vild med dans' er noget af det bedste i hele verden. 

Kiksede til prøven

Parret var dog også meget glade for det gode resultat - især set i lyset af et par fejl tidligere på dagen:

- Vi havde ikke verdens bedste generalprøve, og så kommer man i tvivl. Så at formå at samle sig selv op og så bare give den gas, jeg er meget stolt, siger Morten Kjeldgaard.

For at få det helt rette paso doble-udtryk har Iben Hjejle måttet finde sin indre sure dame frem.

- Jeg har jo spillet skrap dame på dansk tv i mange år, og det har jeg egentlig sagt farvel til. Og så at skulle finde hende frem, det er jo nærmest som at give en skideballe, når man skal danse den dans. Så jeg tænkte: Bare hun er derinde et eller andet sted.