Ny tv-serie: 15-årig stikker til søs for at finde sin forsvundne far

16x9
Skuespillerne Lars Brygmann og Albert Lindhardt fra optagelserne af TV 2s kommende miniserie ’Håbet’. Foto: Christian Geisnæs / TV 2

Ny miniserie tager os med ombord på fuldriggernes fascinerende verden, da Danmark var en stolt søfartsnation.

Optagelserne til en helt ny familieserie på TV 2 er netop gået i gang. 

'Håbet' er en miniserie, som foregår til søs og til land i Danmark i 1899. En tid, hvor søulke var vejrbidte, havde barkede hænder, og det modsatte køn ikke havde meget at skulle have sagt. 

Levevilkårene var noget helt andet, og derfor er det næsten et håbløst eventyr, den forældreløse Marie på 15 år kaster sig ud i, da hun stikker til søs på skonnerten 'Haabet' for at finde sin forsvundne far. En sømand, som alle mener, hviler i sømandens våde grav. 

- Vi vil gerne fortælle en historie, hvor man dykker ned i et univers, som man ikke ser så meget. Der er noget eventyrligt og fascinerende over Maries verden, som er lidt væk fra den hverdag, vi alle kender, siger Jonas Bagger, som er producer på 'Håbet'.

I 1899 var verden i langt større grad forbundet gennem havet og skibe. Det var mange steder hurtigere at sejle end at ride på hest. Men rejsen mod horisonten var også sagnomspunden, gådefuld og farlig. 

Hovedrollen som Marie spilles af den debuterende skuespiller Anine Lindvig, der forklædt som dreng stikker til søs med skonnerten ’Haabet’ for at lede efter sin far.
Hovedrollen som Marie spilles af den debuterende skuespiller Anine Lindvig, der forklædt som dreng stikker til søs med skonnerten ’Haabet’ for at lede efter sin far. Foto: Christian Geisnæs / TV 2

Man var langt mere udsat på de noget mere primitive skibe, som var overladt til vindens nåde for at komme i havn. Noget, som filmholdet allerede har oplevet på egne kroppe under optagelserne på søen blandt træværk, reb og elementernes rasen.

- Det er en kæmpe udfordring at optage på havet. Vi er hele tiden afhængige af vejret, og det er kaptajnens ord, som er lov. Normalt plejer det at være instruktøren og producenten, som bestemmer. Man er i naturens vold, siger Jonas Bagger. 

Hovedrolleindehaver var assistent

I hovedrollen som Marie ses den debuterende skuespillerinde Anine Lindvig på 16 år. At spille skuespil i en stor produktion er helt nyt for Anine, som fik rollen på et speciel måde. 

- Jeg arbejdede faktisk som assistent hos et agentbureau, hvor jeg lavede kaffe og den slags. Så hjalp de mig, da der var casting. Jeg har tidligere kun været med i nogle reklamefilm, så det er helt vildt at være med til at lave 'Håbet', siger Anine Lindvig, som altid har drømt om at blive skuespiller.

- Da jeg var mindre, var det lidt pinligt at drømme om, for det virkede så uopnåeligt, siger hun.  

I de øvrige roller ses blandt andre Lars Brygmann, Lars Ranthe, Molly Blixt Egelind, Jon Lange, Albert Lindhardt og Kirsten Olesen. 

Lars Brygmann og instruktør Christian E. Christiansen under optagelser ud for Bogense til TV 2-serien ’Håbet’.
Lars Brygmann og instruktør Christian E. Christiansen under optagelser ud for Bogense til TV 2-serien ’Håbet’. Foto: Christian Geisnæs / TV 2

- Det er et stærkt hold, der nu har taget hul på optagelserne til ’Håbet’, både foran og bag kameraet: Manuskriptforfatter Ina Bruhn (bag ’Juleønsket’, red.) kan noget helt særligt med sine karakterer, og instruktør Christian E. Christiansen (bag ’Lev stærkt’ og ’Gidseltagningen’, red.) har en imponerende evne til at få det bedste frem i unge skuespillere, hvilket har givet nogle virkeligt gode film. Når vi samtidig har så solide skuespillere som Lars Brygmann, Lars Ranthe og Kirsten Olsen ombord, samt Zentropa ved produktionsroret, kan jeg kun glæde mig rigtig meget, siger Katrine Vogelsang, fiktionschef på TV 2.

'Håbet' har premiere til næste efterår som miniserie i fire afsnit.