Pludselig dukkede velkendt stemme op, mens alle sad med ryggen til

Sidste år vandt Oliver 'Voice Junior'. Denne gang tog han fusen på de tre coaches.

Hvor godt kan man genkende en vinderstemme? 

Aarhusianske Oliver Arndt de Thurah, der sidste år sang sig hele vejen til toppen af 'Voice Junior', testede det spørgsmål lørdag aften. 

Her trådte den 13-årige sanger frem på scenen under tv-programmets blind audition-runde, hvor de tre coaches traditionen tro sidder med ryggen til scenen.

- Pludselig står man der igen - det er det samme lys, der bliver skudt op i hovedet, og den samme scene. Det var totalt spændende at være tilbage, fortæller Oliver.

I semifinalen sidste år sang han Elvis Presley-hittet 'Can't help falling in love', og det var den samme sang, han denne gang fremførte for ryggen af de tre coaches Joey Moe, Wafande og Oh Land.

Oliver sang Elvis Presleys hit fra 1961.
Oliver sang Elvis Presleys hit fra 1961. Foto: TV 2/Per Arnesen

Der gik ikke mange sekunder.

Først trykkede Wafande på sin røde knap, så stolen vendte sig rundt, og ganske kort tid efter gjorde sangerinden Oh Land, Olivers tidligere coach, der skyndte sig op på scenen for at give ham et kram. 

Hun var noget overrasket over at høre den velkendte stemme igen i 'Voice Junior'. 

- Jeg sidder ikke og forventer, at han skal komme. Jeg forventer, at der er en ny, så jeg tænkte "det var da mærkeligt det her", fortæller hun.

- Men så gik der tre toner, og så tænkte jeg: "Okay, summen af det her kan kun være Oliver".

Er det en fejl?

Den tredje coach, Joey Moe, blev helt forvirret over at høre sidste års vinderstemme, så Wafande greb ind og trykkede på knappen for ham. 

Oliver synes, det var fedt at være tilbage for at pranke de tre coaches.  

- Det var sjovt at se deres ansigter. "Hvad sker der her? Er det en fejl? Deja-vu", griner han og fortæller, at han følte sig mindre nervøs denne gang. 

- Jeg har vænnet mig til at stå på en scene, men jeg havde lidt sommerfugle i maven.

Oh Land, der rigtigt hedder Nanna Øland Fabricius, fortæller, at hun kunne genkende inderligheden i Olivers stemme.

- Han sætter sig selv ud på kanten hver gang. Det gjorde han også i den her overraskelse. Jeg kan med det samme høre, at det er med hjertet først. Jeg håber virkelig, at han holder fast i den sårbarhed og aldrig nogensinde lader livet gøre ham hård. Det er det, der gør, at han vil vinde folk hver eneste gang, siger Oh Land.

Der er ingen tvivl om, at hun er glad for sin tidligere deltager. 

For nylig optrådte de to sammen til en forestilling i Randers foran flere tusinde tilskuere, hvor han spillede hendes søn i showet 'Watermusic', og hun håber, at der kommer til at være mere musikalsk samarbejde i fremtiden. 

- Jeg lægger dagligt planer for, hvornår jeg kan lave noget med Oliver igen. Det er så sindssygt hyggeligt at lave noget med ham, men selvfølgelig skal han ud og gå i skole og være barn, så jeg har ikke planer om, at han skal være stor stjerne lige nu. Men det tror jeg, at universet har for ham ligegyldigt hvad. 

Her kan du høre, hvordan det lød, da Oliver sidste år sang Elvis Presleys hit 'Can't help falling in love':

Læs mere om, hvordan det går med Oliver og de andre tidligere vindere lige her.