'Vild med dans'-dommerne: Disse deltagere husker vi bedst

Nogle dansere bliver husket for deres fighter-vilje, andre for deres store forvandling.

Hvert år bliver et nyt kuld kendisser præsenteret i ’Vild med dans’.

I alt har 149 nydansere sat deres fodaftryk i programmet gennem de seneste 14 sæsoner.

Men nogle har efterladt større aftryk end andre i dommernes hukommelse.

Her fortæller dommerne om, hvem der har gjort størst indtryk på dem gennem årene.

Hübbe: Den tatoverede gadedreng

Balletmester Nikolaj Hübbe sidder i år ved dommerbordet for syvende sæson i træk. Han debuterede i 'Vild med dans' i 2011, hvor han afløste Allan Tornsberg.

- Nogle dansere imponerer én med det samme, hvor andre vokser i takt med programmerne, forklarer Nikolaj Hübbe.

En nydanser, der virkelig blev forvandlet gennem programmerne, var bokseren Patrick Nielsen, der dansede sammen med Claudia Rex tilbage i 2011. 

Sådan så det ud, da bokseren Patrick Nielsen sammen med Claudia Rex var i finalen i 'Vild med dans' 2011.
Sådan så det ud, da bokseren Patrick Nielsen sammen med Claudia Rex var i finalen i 'Vild med dans' 2011. Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix

- Han startede som en gadedreng, men det sjove ved den her hårdtslående, tatoverede bokser var, at han nærmest endte som sådan en Fred Astaire-elegantier, siger Nikolaj Hübbe.

Gense Patrick Nielsen og Claudia Rex danse her.

Patrick Nielsen og Claudia Rex kom da også i finalen, men måtte se sig slået af Silas Holst og skiløberen Sophie Fjellvang-Sølling.

Britt: Håndværker-dansen var fantastisk

Danseskoleejeren Britt Bendixen har været en fast bestanddel af 'Vild med dans' siden showets begyndelse. 

Hun husker især tv-handyman Erik Peitersen og Marianne Eihilt fra sæson et, der dansede den første freestyle nogensinde i programmets historie.

Erik Peitersen og Marianne Eihilt
Erik Peitersen og Marianne Eihilt Foto: Mogens Flindt / Scanpix Danmark

Her viste Peitersen dansetrin -  og en hel del værktøj -  frem på scenen. 

Den dans står klart i Britt Bendixens hukommelse.

- Marianne Eihilt har altid imponeret mig. Hun har altid skabt nogle fantastisk gode dansere. Det nummer med Erik Peitersen, hvor han var håndværker, det var fantastisk. Jeg var ikke i tvivl om, at 10-tallet skulle op der, siger hun.

Parret fik da også flotte 39 point fra dommerbordet for den dans.

Gense Erik Peitersen og Marianne Eihilts håndværker-freestyle her.

Men det er svært at fremhæve én danser frem for de andre, siger Britt Bendixen.

- Alle, der er med, yder så hård en indsats. Jeg tror ikke, at publikum aner, hvor hårdt det er, og hvor meget der bliver grædt. Det er blod, sved og tårer.

Hun husker fodboldikonet Allan Simonsen, der tilbage i 2013 virkelig kæmpede med at lære at danse, men som til gengæld havde publikums gunst.

- En, der fightede, om han ville det eller ej, fordi han blev dømt videre og videre, det var Allan Simonsen. Han havde det så dårligt med det til sidst, men han var vidunderlig, for han prøvede og prøvede, men vi kunne bare ikke give ham højere karakterer.

Gense Allan Simonsen og dansepartneren Sofie Kruuse her.

Jens Werner: Ebbesen er ikke fra denne planet

Jens Werner har også været med fra programmets spæde start, og den nydanser, han husker bedst, er også fra de tidlige år i 'Vild med dans'.

- Jeg husker især roeren Eskild Ebbesen fra sæson to. Den mand er ikke fra denne her planet. Uanset hvad Marianne Eihilt sagde til ham, så sagde han bare: "Javel". Ikke noget med ømme fødder, brok eller noget. Det er sådan, han blev en dygtig roer, og det var sådan, han blev en dygtig danser, siger Jens Werner.

Den arbejdsdedikation kendetegner ifølge Jens Werner en sand 'Vild med dans'-deltager:

- Hele den periode, nydanserne er med, så står den på dans morgen, middag og aften. Så kan det godt være, at der er familiefødselsdag, eller bebs har første dag i vuggestuen, men det er bare ærgerligt, for der skal altså trænes. Så vil man langt, så må man ofre sig.

Eskild Ebbesen og Marianne Eihilt dansede sig til finalen, men måtte se sig slået af David Owe og Vickie Jo Ringgard.
Eskild Ebbesen og Marianne Eihilt dansede sig til finalen, men måtte se sig slået af David Owe og Vickie Jo Ringgard. Foto: Mogens Flindt / Scanpix Danmark

Laxholm: Alle finalister er fightere

Anne Laxholm går meget op i at være en upartisk dommer. Det har hun gjort i samtlige 14 sæsoner, hun har medvirket.

Derfor er det også svært for hende at fremhæve én danser, hun husker bedre end de andre.

- Vi har været igennem så mange deltagere, så at single nogen ud er rigtig svært. Men for alle, der er kommet igennem til finalen, gælder det, at de har haft en fighterånd. Ellers var de aldrig kommet så langt, siger hun.

Du kan se de fire dommere i 'Vild med dans' hver fredag klokken 20.00 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.