Nu svarer Anders Matthesen igen efter Guldtuben-show

Komikeren har efter eget udsagn aldrig oplevet så positiv respons som efter sin optræden ved 'Guldtuben'.

Komikeren Anders ’Anden’ Matthesen gik i nogles øjne langt over stregen, da han til awardshowet ’Guldtuben’ ristede de nominerede til prisen som ’Årets Youtuber’.

I rollen som den forsmåede youtuber Jannik Rundholdt - en figur skabt til ’Andens’ kommende 25-årsjubilæum-show - trådte den garvede komiker udklædt på scenen og grillede deltagerne i en såkaldt roast:

En form for komik, som især bruges i USA og er kendt for sin særligt grove facon, hvor man griller ”dagens mand i skysovs”, forklarer Anders Matthesen:

- Simpelthen uden handsker. Man giver dem virkelig noget røg, forklarer han i ’Go’ aften Danmark’.

Lyden af grill

Og røg blev der givet. Blandt andet til youtuber Julia Sofia, som foruden sin nominering ved awardshowet også deltager i årets sæson af ’Vild med dans’.

- Hvem er du oppe imod? En kok, en junkie. Den vinder du, skattepige, det er helt sikkert, sagde han og beskrev efterfølgende bloggerens skønhedsvideoer som, når noget, "der startede som et vrag, og til sidst bliver noget, man egentlig godt – under de rigtige omstændigheder – kunne tage en enkelt køretur i".

Også den nominerede youtuber Rasmus Brohave fik en overhaling:

- Onde tunger siger, han kun er kendt, fordi han er køn. Hvad er det for noget bullshit at sige? Så køn er han sgu da ikke, mand, sagde Anders Matthesens alias Jannik Rundholdt.

- Hvis jeg havde vidst, det var sådan et look, pigerne gik efter, var jeg aldrig begyndt at træne. Så havde jeg sgu da heller aldrig fået rettet de der fedtkrøller ud i nakken. Så var jeg aldrig begyndt at vaske mit hoved med Clearasil, fortsatte han.

Afstemning

Blandet respons - men mest ros

Efter sin optræden mente nogle, at komikeren var gået langt over stregen. Blandt andre youtuber Fie Laursen, som også stod for skud under showet. Hun har til blandt andet Ekstra Bladet kaldt 'Andens' optræden til 'Guldtuben' for "fuldstændig malplaceret" og "aggressiv i sin tone".

Andre, blandt andre førnævnte Rasmus Brohave, skrev efterfølgende på sin Facebook-profil, at Anders Matthesens optræden som Jannik Rundholdt var aftenens højdepunkt.

Selv siger komikeren, at han aldrig har haft en mere positiv respons på en optræden:

- Jeg har mest mærket ros, vil jeg sige. Jeg har måske hørt en enkelt sige, at ”ham den gamle med skægget var tarvelig mod nogen” – som måske ikke helt har forstået, at det var en joke og for sjov, siger han og uddyber:

- Humor er jo heldigvis - og beklageligvis, kan man sige - meget subjektivt: Vi griner ikke helt af det samme. Det er de vilkår, man arbejder under som komiker. Det er ikke altid, man kan få alle med.

Forsmået format

Anders Matthesen indrømmer blankt, at han var grov, men forsvarer sig med, at det handlede om formen. Altså om, at det var en roast.

- Det var en figur, der var grov. En forsmået youtuber, Jannik, der ikke har vundet den pris, han troede, han skulle vinde, og som så lader det gå ud over dem, der rent faktisk står til at få en guldmedalje. Det er jo en historiefortælling, siger han.

At enkelte alligevel har følt sig truffet og stødt, tror komikeren skyldes den manglende tradition for formatet i Danmark. Også selv om traditionelle festsange ofte indeholder et godmodigt element af at hænge deres hovedpersoner ud.

- Jeg tror måske, hele panelet var sådan lidt ”shit, det er mig næste gang”, siger Anders Matthesen, som op til sin optræden grundigt havde researchet de nominerede og hele Youtube-fænomenet - og selv skabt et univers til sin Youtube-figur Jannik Rundholdt.

Integration af generationer

På det sociale medie Youtube, hvor brugerne frit kan uploade deres videoklip, er det ellers en trend at gøre grin med hinanden. Blandt andet med såkaldte diss-videoer, som altså gør roast til et ellers udbredt fænomen i youtubernes eget univers.

- Så det er ikke fordi, jeg tænker: ”De skal roastes, men jeg tør ikke gøre det, så jeg klæder mig ud”. Tværtimod, siger Anders Matthesen.

I stedet for ”bare at vende ryggen til det” og som uforstående voksen kalde de unges Youtube-verden nymodens og underlig var Anders Matthesens mission efter eget udsagn at se, om han kunne gå ind i de unges eget univers og få dem til at grine. Ikke mindst sammen med deres ellers uforstående forældre.

- Jeg har fået utrolig meget respons fra især forældre, der syntes, at ”endelig var der noget for os her til sidst”. Og det er da den rene integration. Det kan da ikke blive bedre, siger Anders Matthesen.

Anders Matthesen som den forsmåede youtuber Jannik Rundholdt.
Anders Matthesen som den forsmåede youtuber Jannik Rundholdt. Foto: TV 2

Mødom og menstruation

Netop fordi showet var for både børn og forældre, er komikeren også blevet kritiseret for med sin roast at have spyet verbal ild foran børn helt ned til seks år.

Men den kritik køber komikeren ikke.

- Så kunne man heller ikke lave så meget andet, der foregik den aften, siger han og henviser til blandt andet stripdansere, joints, undertøj, dildoer, ”skanky dresses”, mødom og menstruation.

- Det er altså ikke en børnefest. Det var efter mørkets frembrud i en stor sal, der er opkaldt efter et større ølfirma. Der er ikke særlig meget af det, der finder sted, som har med børn at gøre – altså seksårige børn.

Massiv storm

Anders Matthesen erkender, at hans show bestemt ikke var blidt. Til gengæld har den efterfølgende ”massive storm” mest af alt bragt flere kunder i biksen og mangedoblet den fiktive Jannik Rundholdts Instagramskare.

At weekendens optræden ville ”baldre lidt”, havde Anders Matthesen og hans hold regnet med. Men ikke, at det ville skabe så meget omtale, som det har gjort:

- Det var jeg alligevel ikke forberedt på. At man efter 25 år stadig kan lave sådan en røre i andedammen. Bare ved at lave lidt sjov og ballade, siger Anders Matthesen.