Harry Potters barndomshjem er til salg

16x9
Huset lagde rammer til Harry Potters fødehjem - der hvor han boede med sin mor og far, Lily og James Potter. Foto: PR

Husets hoveddør vurderes til at være Englands mest fotograferede, lige efter premierministerboligens dør.

Det er ikke hvilket som helst hus, der endnu en gang er kommet på boligmarkedet.

Huset ligger på Water Street, men de fleste vil genkende området som Godrics Hollow i Godric-dalen - en fiktiv landsby i det sydvestlige England, hvor en af børne- og ungdomslitteraturens mest kendte skikkelser Harry Potter boede med sine forældre, Lily og James Potter.

Det var både troldsmandslærlingens fødested, og det var her, karakteren Voldemort dræbte hans forældre, og han fik sit berømte ar i panden, der er formet som et lyn. 

Nu kan ægte Potter-entusiaster selv komme til at bo i huset, skriver The Telegraph.

Huset, der har navnet De Vere House, i Lavenham i Suffolk er nemlig sat til salg for omkring otte millioner kroner (995.000 pund). I 2012 var det også på markedet, dengang lød prisen på næsten otte millioner kroner (950.000 pund).

- Jeg tror aldrig, du ejer et hus som dette. Du vogter det bare, og det er en ære, sagde Jane Ranzetta, som satte huset til salg for fem år siden.

- Vi har været her i 22 eller 23 år, og det føltes som om, at tiden er kommet til, at vi skal forlade det.

Næstmest fotograferede hoveddør i England

Huset, som er fredet og kan dateres tilbage til 1500-tallet, har siden den første Harry Potter-film i 2001 været et af de mest kendte huse i Storbritannien.

Millioner af fans verden over besøger hvert år stedet. Det vurderes blandt andet, at hoveddøren er den mest fotograferede og berømte dør i England - næst efter premierministerboligens i Downing Street nr. 10.

De kommende boligejere skal derfor forvente rigeligt med gæster.

Stuen i De Vere House.
Stuen i De Vere House. Foto: PR

Huset har sit navn efter familien de Vere, der boede her igennem flere generationer. I 1498 skulle den daværende kong Henrik den 7. angiveligt have overnattet her.

Det består af seks værelser, en stor hall, en salon, en dagligstue, en spisestue og to køkkener. To af soveværelserne har eget bad. Dertil kommer lejligheden i gæstefløjen.

Bag huset findes en have efter gammel britisk forbillede med roser, kabrifolium, iris og lavendel. Der er udendørs terrasse og en sirligt anlagt stensti ned til stalde, redskabsskure og køkkenhave.

Den overdækkede terasse i engelsk stil med masser af blomster.
Den overdækkede terasse i engelsk stil med masser af blomster. Foto: PR

Endnu et Harry Potter-hus på markedet

Det er ikke mere end et år siden, endnu en bolig fra Harry Potter-universet var til salg.

For fire millioner kroner kunne fans og andre interesserede købe Harry Potters barndomshjem, hvor han voksede op hos sin onkel og tante. Huset blev brugt som scene i filmen 'Harry Potter og de Vises Sten' fra 2001, men i de efterfølgende film blev en kulisse af hjemmet brugt. 

Det lille rum under trappen, hvor Harry Potter blev nødt til at sove, var dog en filmkulisse og ikke det samme som i det rigtige hus.

De syv Harry Potter-bøger, der er skrevet af J.K. Rowlings, er alle filmatiseret. Den sidste film »Harry Potter og Dødsregalierne II« havde premiere i juli 2011.