'Voice Junior'-vinder synger med på meget personlig Joey Moe-sang

Isabels stemme var det sidste, der blev tilføjet på sangerens nye album.

En junimorgen vågnede Isabel Brogaard og så, at der var tikket en sms ind på mobilen. Den var fra hendes tidligere coach i 'Voice Junior'. 

- Det var Joey, der skrev og spurgte, om jeg ville gøre ham en tjeneste og tage i studiet den aften, fortæller den 13-årige pige fra Nykøbing Falster, som i 2015 vandt sangkonkurrencen.

- Jeg synes, det var mega, mega fedt. Det var en god mulighed for at lave musik og se Joey igen, siger Isabel Brogaard, der nu går i 8. klasse.

Hun skulle lige have clearet med forældrene, om hun kunne blive kørt til København - det kunne hun heldigvis godt.

Resultatet af besøget er blevet introen på Joey Moes nummer 'Klarsyn' på albummet af samme navn, der udkommer i dag, fredag. 

Isabel har prøvet at være i et studie før, men har aldrig indspillet noget professionelt, og derfor skulle hun lige have styr på nerverne. 

- Jeg var ret nervøs, men når man lige var kommet ind i det, så gik det godt, siger 'Voice Junior'-vinderen, der drømmer om en karriere indenfor sang- eller musicalverdenen. 

Her kan du høre resultatet:

Isabel synger: "Syng fugl, syng nu, spred dine vinger ud. Syng fugl, flyv ud. Hvad er det, du venter på? Gør det for os, der sidder fast, og for dem, der fik alt for tidlig plads. Oppe i skyerne. Spred vingerne og flyv for dem."

Det er så overdrevet ligetil

Isabels intro var det sidste, der blev føjet til pladen, fortæller Joey Moe, der uddyber, at der er tale om en dybt personlig sang. 

- Det er et nummer, der opsummerer ret meget af mit liv på tre et halvt minut. Jeg havde brug for, at introen blev introduceret umiddelbart.

- Og det, som Isabel leverer og generelt leverer, er så overdrevet ligetil. Hun skærer ind til benet og er så umiddelbar på den måde, hun synger, fortæller han.  

Hendes tidligere coach synes da også, det var stort at høre hende synge med på nummeret. 

- Jeg var nærmest nødt til at gå ud derfra, fordi jeg ikke kunne styre mig over, hvor fedt det var. Og for at lade hende arbejde færdig. Helt rørstrømsk, siger han.  

Isabel er i dag 13 år og går i 8. klasse. Hun går til sang, og spiller med i teater og musicals. Hun synes, det var en
Isabel er i dag 13 år og går i 8. klasse. Hun går til sang, og spiller med i teater og musicals. Hun synes, det var en "virkelig fed" oplevelse at indspille nummeret. Foto: Privatfoto

Ringede til sine små fugle

Der er allerede udgivet fire singler fra albummet - blandt andet hittet 'Smukkest på en søndag', men Joey Moe forklarer, at 'Klarsyn' ikke bliver til en single.

- Den er ikke særlig kommerciel, mener han. 

Til gengæld har den en særlig betydning. Sangen handler om nogle af de gamle venner, han har mistet, som havde et liv "i den hurtige bane" med kriminalitet og stoffer. Og om at holde fokus og fast i drømmen om at synge samtidig med, at der er stormvejr omkring én.

- De to rapvers er de bedste vers, jeg har skrevet i mit liv. De beskriver min historie. Nogle gange kan man skrive en masse flotte ord, der kan dobbeltrime og så videre, men det her nummer er rimelig komplet for mig, siger han. 

Også andre 'Voice Junior'-deltagere, som Karoline Dalgaard, der nåede til finalen sidste år, var i studiet for at synge med på omkvædet. 

Det var bare en coach, der ringede til sine små fugle og spurgte, om de ikke havde lyst til at komme forbi studiet

Joey Moe, sanger og 'Voice Junior'-coach

Joey Moe inviterede dem dog ikke forbi, fordi han havde en bagtanke om at promovere de unge talenter, der stadig går i skole. 

- Jeg skal være helt ærlig og sige: Det var absolut egoistisk. Det var min plade, og fordi det ville gøre mig så utrolig glad. Der var ingen tanker om at skulle skubbe dem nogen steder. Det var bare en coach, der ringede til sine små fugle og spurgte, om de ikke havde lyst til at komme forbi studiet, siger han.

- Det var ret umiddelbart, og de var glade. Det var helt familieagtigt. 

'Voice Junior' vender tilbage på skærmen til september.