Optagelser til 'Klovn' i fuld gang - her er Casper Christensens nye kone

Gennem seks sæsoner og to film har vi set Casper Christensen få skideballer af sin kone Iben Hjejle. Men nu kommer der andre boller på suppen.

Han er den urimelige charlatan, som vi hader af et godt hjerte. Casper Christensens karakter i 'Klovn'-serien og filmene skyr ingen midler for at charmere sig ind på det modsatte køn - heller ikke på vennernes bekostning. 

FAKTA OM KLOVN

Skrevet af Frank Hvam og Casper Christensen. Lars von Trier har dog været med til at skrive afsnittet 'It's a jungle down there'.

Første afsnit, '5-årsdagen', havde premiere i 2005 på TV 2 ZULU.

Sjette sæsons sidste afsnit, 'Falsk Lorte Alarm', havde premiere på TV 2 ZULU den 27. april 2009.

Med syvende sæson er der nu 70 afsnit af serien samt to spillefilm: 'Klovn: The Movie' fra 2010 og 'Klovn Forever' fra 2015.

'Klovn: The Movie' solgte 838.881 billetter og er dermed den 13. mest sælgende danske film nogensinde. Den mest sælgende er 'Olsen-Banden ser rødt' fra 1976 med 1.201.293 billetter.

Det har tidligere kastet utallige skideballer af sig fra konen Iben Hjejle. Men som man kunne se i den nyeste film i rækken 'Klovn Forever', der havde dansk tv-premiere på TV 2 søndag aften, så er Casper Christensen blevet single. 

Makkerparret bag 'Klovn', Casper Christensen og Frank Hvam, optager lige nu en helt ny sæson og her har Casper Christensen fået en ny kone.

Holdet bag 'Klovn' har fået den norske sangerinde Lene Nystrøm fra Aqua til at tage rollen som hustru til Casper Christensen. 

- Jeg er stor fan af 'Klovn' og har set næsten alle afsnit og film - selvom jeg virkelig krummer tæer over situationerne nogle gange, siger Lene Nystrøm til TV 2 og fortsætter:

- Jeg skal spille mig selv i en ekstrem version, hvor jeg håndterer tingene på min egen måde. Aqua-Lene er jo en stærk kvinde, men der kommer nok skideballer begge veje.

Lene Nystrøm, forsanger i det danske popband Aqua, skal spille med i den næste sæson af 'Klovn', hvor hun er gift med Casper Christensen.

Se de nye afsnit i den nye sæson af 'Klovn' før alle andre

Det er ikke Lene Nystrøms første tv- eller filmrolle. Hun har tidligere spillet en af hovedrollerne i Ole Bornedals thriller 'Fri os fra det onde' og derudover medvirket i adskillige afsnit af den norske krimifilmserie 'Varg Veum' og den danske serie 'Lulu og Leon'.

Jeg krummer virkelig tæer over situationerne i 'Klovn' nogle gange

Lene Nystrøm

Men der er dog særligt ét område, der bliver nyt territorium for sangerinden.

- Serien er baseret meget på improvisation, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg må jo kunne det, siden de tager mig med. Casper (Christensen, red.) nævnte rollen for mig for et år siden, og så tænkte jeg ikke mere over det. Men så ringede telefonen pludselig en dag, hvorefter jeg var til casting og fik rollen, siger hun.

Tidligere er det også kommet frem, at grevinde Alexandras eksmand Martin Jørgensen også spiller en mindre rolle i den populære serie. 

Optagelserne i fuld gang

Den nye sæson af 'Klovn' optages primært på Frederiksberg i København og er allerede i fuld gang. 10 afsnit bliver det til, hvor Frank Hvam og Casper Christensen vender tilbage til hverdagen igen efter de to 'Klovn'-film.

- Vi har savnet de små historier. Igennem to spillefilm har vi arbejdet med det store drama og de store følelser, hvor alt var på spil. Det har været sjovt, men også voldsomt. Nu glæder vi os til at vende tilbage til hverdagen og grine af de små ting. Hvor et helt afsnit kan gå med at fange en muldvarp eller klage over en fordærvet pebersovs. Og så gøre det til et stort problem, sagde Casper Christensen og Frank Hvam tidligere til TV 2.

Sidste sæson foregik i 2009, men selvom det er otte år siden, vi forlod serien, så foregår den nye sæson i 2017. Der er således sket en masse hos Frank og Mia.

- Vi starter i 2017. Sådan har vi altid arbejdet. Vi følger med tiden, men karaktererne ændrer sig ikke. Frank er stadig en klovn, lød det tidligere fra Frank Hvam til TV 2.

Der er endnu ikke sat en officiel premieredato på syvende sæson af 'Klovn', men det forventes at blive i 2018. 

Se flere sjove scener fra 'Klovn' herunder.

Klovn: - Har du stukket et plastikrør op i numsen på den dame? Video: Søren Pors Grundahl
Klovn: Dejligt man kan forestille sig, det er en lille jungle. Video: Ida Zander Jensen
Lars og Tina vil gerne have Frank og Mia med til et lille swinger-arrangement. Video: Stine Gliese