Disney vil fjerne sine film fra Netflix

16x9
Disneys administrerende direktør, Bob Iger. Foto: JOHANNES EISELE / Scanpix Denmark

Netflix-aktien faldt tirsdag aften efter udmeldingen fra Disney.

Disney har tirsdag annonceret, at virksomheden har planer om at trække sine film fra Netflix, skriver CNBC.

I stedet vil Disney lave sin egen streamingstjeneste, der skal lanceres i USA i 2019 og derefter udbredes til resten af verden.

- Vi kommer til at lave en betydelig investering i originale tv-programmer og spillefilm under Disney-brandet kun til denne platform, siger Disneys administrerende direktør, Bob Iger, til CNBC.

Han siger, at Disney har et godt forhold til Netflix, men har valgt at gøre brug af en option, der gør det muligt for virksomheden at trække sit indhold fra platformen.

Efter udmeldingen om Disneys planer faldt Netflix-aktien med mere end fem procent ifølge CNBC.

Siden 2016 har Netflix haft eksklusive rettigheder til at streame alle nye Disney-udgivelser i USA.

Det inkluderer ikke kun film fra Disneys egne studier, men også film fra datterselskaberne Pixar, Marvel Studios og Lucasfilm.

Bob Iger siger tirsdag ifølge Masahble, at Disneys egne film og Pixars film bliver flyttet til den nye tjeneste, men at det er muligt, at Marvel- og Star Wars-film fortsat vil være tilgængelige på andre tjenester som for eksempel Netflix.