Jokeren har fundet kuren mod sit misbrug: Nu skal han være med i ’Vild med dans’

Rapperen Jesper Dahl og køkkenchefen på Kiin Kiin er bekræftet som deltagere i næste udgave af 'Vild med dans'.

Han er på mange måder "Definitionen af en stodder", som et af de store hits fra rapgruppen Den Gale Pose hedder.

Men et liv med sprut, kokain og vilde fester er nu ovre for rapperen Jesper Dahl, der er kendt som Jokeren – og det skyldes, at han som voksen har fået konstateret ADHD, fortæller den 44-årige rapper.

- Jeg har selvmedicineret mig selv med stoffer og alkohol. Men det har været fordi, jeg er født med for lidt dopamin i hjernen, og det er derfor, jeg har levet et så tumultarisk liv, siger han.

Siden han fik den korrekte behandling med adhd-præparatet ritalin dette forår, har han sat en stopper for sit misbrug fra den ene dag til den anden og er blandt andet begyndt at boksetræne.

- Jeg er meget mere klar i hovedet, og jeg kommunikerer meget bedre med andre mennesker nu, siger han.

Vil mere end skandaleforsider

Med hans nye livsomlægning har det også virket naturligt at takke ja til at være med i ’Vild med dans’.

- Jeg vil gerne minde folk om, at jeg kan mere end at være med i den seneste skandale i Se og Hør. Jeg har haft en karriere som musiker i 25 år. Folkeskolelever går til eksamen i mine tekster, jeg er en af Danmarks største lyrikere, siger han.

Jeg har selvmedicineret mig selv med stoffer og alkohol

Jokeren

Selvom han også er kendt for at rappe om ’ho’s’, ’møgludere’ og om at komme fra Havnen, så er det ikke hans intention, at TV 2s seere skal få kaffen galt i halsen.

- Jeg er, som jeg er, men jeg er der ikke for at forarge verbalt. Jeg vil meget hellere prøve at vise noget nyt og tage dansen et kreativt sted hen, siger han.

Selvom han på grund af ADHD-diagnosen har problemer med koncentrationen, vil han give sig fuldt ud til projektet.

- Jeg har aldrig gået til dans, og det vil jeg helt vildt gerne lære. Jeg håber, at jeg kommer så langt som til tangoen. Det er en dans, jeg er meget fascineret af, siger han.

Læs mere om Jokeren og de andre deltagere i 'Vild med dans' 2017 her.

Dak smider kokkekludene

Den anden nye deltager, der skal skride hen over dansegulvet til efteråret, er Dak Wichangoen, der er køkkenchef på Michelin-restauranten Kiin Kiin.

Dak Wichangoen er født i Thailand, men kom til Danmark som barn med sin mor.
Dak Wichangoen er født i Thailand, men kom til Danmark som barn med sin mor. Foto: TV 2

Hun har haft en kometkarriere inden for kokkeverdenen, men er nu klar til at smide de hvide træsko og kokkeuniformen fredag efter fredag:

- Jeg er 1,50 meter høj og forsvinder nærmest i mit kokkesæt, så jeg render ikke rundt og føler mig feminin til daglig, men jeg er jo en pige indeni, og jeg glæder mig til at få dullet mig op og få sat håret og prøvet en masse flotte kjoler, siger Dak Wichangoen.

Der bliver rig mulighed for at dulle sig op, når Dak Wichangoen skal være med i dette års 'Vild med dans'. Her ses sidste års vinder - boksepigen Sarah Mahfoud - i finalen.
Der bliver rig mulighed for at dulle sig op, når Dak Wichangoen skal være med i dette års 'Vild med dans'. Her ses sidste års vinder - boksepigen Sarah Mahfoud - i finalen. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Hun har tidligere været med i blandt andet TV 2-programmet 'Madklubben', men er nok for de fleste et mere ukendt ansigt.

- Jeg glæder mig til at lære noget nyt. Jeg har aldrig lært at danse, men jeg har da fået at vide, at jeg ikke er helt elendig, siger Dak Wichangoen, hvis bror er professionel danser.

Dak betyder græshoppe, fortæller køkkenchefen i madprogrammet 'Madklubben'.

Selvom hun til daglig er boss i en ellers mandedomineret verden, så frygter hun ikke at skulle lade sig føre rundt på dansegulvet af en mand:

- Hvis jeg ikke ved, hvad jeg snakker om, så er jeg stille, så når det kommer til dans, så er jeg meget ydmyg og bare interesseret i at lære, siger hun.

Sidste uge blev skuespilleren Iben Hjejle bekræftet til at skulle være med i den nye sæson.