Den svingende fletning skabte røre på Twitter - men var chanceløs i Eurovision

Eurovision-fans reagerede prompte på Montenegros bidrag under den første semifinale. Grand prix-entusiast var knap så imponeret.

- Den kosmiske fletninge-helikopter er klar til at tage os med op i rummet.

Eurovisions Twitterside var ikke ene om at fokusere på den lange, roterende fletning, der stjal en del fokus under første semifinale af den europæiske musikkonkurrence, der i år afholdes i Ukraine. 

Det sociale medie bugnede hurtigt med sjove 'memes' og kommentarer efter 31-årige Slavko Kalezi fremførte sangen 'Space' tirsdag aften. 

Iført en gennemsigtig bluse og en nederdel, der blev smidt til fordel for glimmerbukser, slyngede han undervejs sin fletning rundt i luften. 

Se eller gense øjeblikket lige her:

Fuldstændig chanceløs

Den danske grand prix-entusiast Carsten Helmig Nilsson, der står bag eurosong.dk, var langt fra imponeret over sangen, som heller ikke gik videre til lørdagens finale. 

- Jeg talte med ham for et par dage siden, og han var udmærket klar over, at han er fuldstændig chanceløs, lød det fra Carsten Helmig Nilsson, der mente, at mange seere ville finde Montenegros optræden for mærkelig, og at melodien heller ikke var stærk nok.

Det var han ikke ene om at tænke - bookmakerne havde spået Montenegros bidrag en 36. plads ud af konkurrencens i alt 42 mulige sange. 

- Denne semifinale er klart den stærkeste af de to med melodier, så der er meget kamp om pladserne, lyder det fra grand prix-entusiasten, der selv havde Belgien og Finland som tirsdagens favoritter. 

Efter den første semifinale er følgende lande gået videre i konkurrencen: Moldova, Aserbajdsjan, Grækenland, Sverige, Portugal, Polen, Armenien, Australien, Cypern og Belgien. 

Torsdag er Danmark med i løbet om en plads i Eurovisionfinalen, der bliver afholdt lørdag aften. 

Herunder kan du se nogle af de reaktioner Montenegro fik efter Slavkos optræden: