Sådan har du nok ikke set Nikolaj Lie Kaas før: - Jeg skulle altid gå ind i et eller andet

Skuespilleren var som ung vild med at lave stunts - her kan du se ham som 19-årig falde bagover på lokal-tv.

- Der var godt nok meget vand i det ansigt, hva?

Nikolaj Lie Kaas bliver i onsdagens finaleudgave af 'Talkshowet Meyerheim', overrasket med et gammelt tv-indslag, hvor han som 19-årig spiller en distraheret medvært, der pludselig slår hovedet ned i bordet og falder bagover. 

- Fedt, at du tager det frem, lyder det sarkastisk fra den i dag 43-årige skuespiller til studieværten Michael Meyerheim.

Se klippet øverst på siden. 

Meget naturligt at slå sig

Tv-klippet er fra 1993 og stammer fra TV-KURT - Københavns Ungdoms Radio og TV. Det var et lokalt mediekursusforløb, som eksisterede fra 1990 til 2006, og som lavede udsendelser til Kanal København. 

Her kunne Nikolaj Lie Kaas især godt lide den fysiske del af skuespillet, fortæller han: 

- Der gik ikke en dag, hvor jeg ikke stuntede. Jeg skulle altid gå ind i et eller andet. Altid. Det, synes jeg, var en virkelig, virkelig sjov gimmick. Så det var meget naturligt, at vi altid skulle lave et eller andet med at slå sig.

Produktionsleder var makker i indslaget

Det gamle klip er dukket op, fordi programmets produktionsleder Asger Garde tilfældigvis er Nikolaj Lie Kaas' makker i indslaget, og han havde derfor optagelserne fra dengang liggende derhjemme. 

- Man så jo voldsomt anderledes ud, så på den måde er det dejligt nostalgisk, fortæller Asger Garde om optagelsen. 

De to mødte hinanden på en mediehøjskole i 1992, hvorefter de flyttede sammen med tre andre højskolevenner i en lejlighed på Nørrebro og begyndte på TV-KURT, hvor man blandt andet fik undervisning i kameraføring og lys.

- Han vidste mere om filmproduktion

I indslaget skulle Asger Garde spille en seriøs studievært, mens Nikolaj Lie Kaas tog den fjollede rolle på sig. 

- Nikolaj spillede tit klovnen, og hans fysiske komik var også god: Hele setuppet med at slå hånden i bordet og så hovedet samtidig med, var hans idé, fortæller produktionslederen.

Før TV-KURT havde Nikolaj Lie Kaas medvirket i filmen 'Drengene fra Sankt Petri' fra 1991, så derfor husker Asger Garde ham som mere erfaren end de andre unge.

- Han vidste mere om filmproduktion, end vi andre gjorde. Han havde allerede lært en masse om lys, kamera og hele måden man klipper på. 

Efter 11 sæsoner slutter 'Talkshowet Meyerheim' . Se finaleshowet onsdag klokken 21.15 eller se snigpremieren allerede nu på TV 2 PLAY.