To uger efter exit: Thomas har efterladt noget "virkelig klamt"

Freja og Marcus får endelig svar på, hvorfor deres fælles værelse har haft en meget sær lugt.

'Hjem til gårdens' beboere har efterhånden fundet sig godt til rette på gården, men der kan stadig komme ubehagelige overraskelser.

Sådan en får 23-årige Freja Christiansen og 28-årige Marcus Faurby Stengaard en varm morgen på gården.

Det nye par er flyttet ned i et lille fællesværelse i gårdens stueetage, hvor de har mere privatliv, men de bliver ved med at døje med en underlig lugt i rummet. 

Marcus mistænker gulvtæppet, men da han går på jagt på værelset, finder han den rigtige synder: Under dobbeltsengen står en gammel natpotte.

En natpotte fyldt med tis vel at mærke.

Flere ugers dampe 

I halvt afsky og halvt latterkrampe fortæller Marcus de andre beboere på gården om sit ulækre fund, og det står hurtigt klart, at den ubudne gæst ikke er helt ny.

- Jeg ved godt, hvem det er, siger beboeren Jacob Grum-Schwensen.

- Det er Thomas. Han brugte potterne.

Dermed kan de konstatere, at pottens indhold ikke bare er et par dage gammel. 43-årige Thomas Gjeding forlod gården to uger tidligere - I to uger har hans efterladenskaber altså stået og dampet i værelset. Og det er blevet tykt og gult i potten.

- Så kan jeg da godt forstå, at der lugter lidt, siger Kasper, som har hørt Freja og Marcus' klager over indeklimaet i værelset, som Thomas tidligere var blevet forvist til, fordi han snorkede.  

Tager det med grin

Thomas selv får sig også noget af en overraskelse, da han bliver gjort bekendt med, at hans glemte natpotte er fundet.

- Jeg synes, at det er lidt sjovt. Det havde været langt værre, hvis jeg havde pisset i sengen, siger han med et grin, da TV 2 gør ham opmærksom på den.

- De tror forhåbentlig ikke, at det er med vilje. Det er ren forglemmelse. 

Han fortæller, at han jævnligt brugte potten, når han var tissetrængende om natten. Da han valgte at forlade gården frivilligt, skulle han hurtigt pakke og afsted, så han glemte flere af sine ejendele på værelset. I samme ombæring fik han ikke tømt pottens indhold, som han ellers plejede. 

Det ærgrer ham, at Freja og Marcus fik "fornøjelsen" af at finde den så lang tid efter.  

- Det må have været været ubehageligt at ligge i den lugt. De har ligget og indåndet en del af mig, så at sige, siger han.

- Og så har de sikkert beskyldt hinanden for at lugte.

Viser "gaven" frem

På trods af at Marcus ikke bryder sig om tanken om natpotten, tilbyder han næsten samtlige beboere at se indholdet, som efter hans udsagn er "virkelig klamt" og "er så gammelt, at det har skorpe på".

De fleste afslår, men 35-årige Trine Cecilie Enevoldsen tager chancen. Hun når dog ikke langt, før hun vender om ved synet af den tykke væske. 

- Jamen forhelvede, Thomas, udbryder hun. 

Samtlige beboere nægter at gå ud med potten, så Marcus ender selv med at bære den ud.

'Hjem til gården' bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2. Du kan også følge med på TV 2 PLAY. Og husk at give 'Hjem til gårdens' Facebook-side et like og få alle historierne og se eksklusive videoklip.