Jysk by på den anden ende: Borgmester ringede til Johanne Astrid på scenen

Det er store sager i Viborg, at 10-årige Johanne Astrid Poulsen har vundet 'Danmark har talent'.

Trommeentusiasten Johanne Astrid Poulsen stod stadig på scenen, hvor hun blev hyldet som vinder af årets 'Danmark har talent', da hun fik en telefon i hånden. 

I den anden ende var Viborgs borgmester, Torsten Nielsen (K). 

Borgmesteren fik øjnene op for det lokale talent i semifinalen, og efter finalen, hvor Johanne Astrid stod med trofæet og en pris på 250.000 kroner, sagde han dette til hende i telefonen: "Du er simpelthen bare for sej".

- Det, hun lavede, var så stort for os, der kæmper for at sætte Viborg på landkortet. Der tog hun os simpelthen med storm. Det mindste, jeg kunne gøre, var, at ønske hende tillykke, fortæller han efterfølgende. 

. Video: Amalie Hebel Andersen

Skal have fat i borgmesterkæden

Det er ikke kun byens borgmester, der har fulgt trommeslageren.

Viborg Stifts Folkeblad sendte en reporter til København, som lavede liveopdateringer fra 'Danmark har talent'-studiet. 

Det her er da så stort, at det kræver, at man stiller i det ypperste skrud

Torsten Nielsen, borgmester i Viborg

Når bysbarnet vender hjem, så venter der en overraskelse, fortæller borgmesteren. 

- Nu har jeg købt en gave til hende under forudsætning af, at den kan byttes. Den må hun se, når hun kommer hjem. Det skal være en overraskelse, siger Torsten Nielsen, der enten tager ud til familien, eller inviterer dem forbi borgmesterkontoret. 

- Det er da klart, at kommer hun på kontoret, så skal jeg ind og have fat i kæden (borgmesterkæden, red), for det her er da så stort, at det kræver, at man stiller i det ypperste skrud. Det bliver den pæneste opstilling, siger han.  

Gense finalen af 'Danmark har talent' på TV 2 PLAY