'Baggårdspumaen' Brandenburg punkterede sin egen karriere - og rejste sig igen

Han blev kendt som 'baggårdspumaen' for sin fandenivoldske, men charmerende attitude. Succesen væltede ud, men nedturen ventede i mørket.

Ikonisk, flosset, elsket og varm. 

Otto Herman Max Brandenburg var en jazzcrooner af Guds nåde og en hitlistemager med kant. Hans kærlighed til musikken overskyggede alt andet, og den stod som hans sværeste kavaler i livets dans.

I søndag aftens afsnit af 'Mercur' på TV 2 CHARLIE besøgte Otto Brandenburg Radio Mercur sammen med sit band, Four Jacks. Det var selvfølgelig ikke den rigtige Otto Brandenburg, men skuespiller Christian Collenburg, som portrætterede sangeren.

Fra succes som refrænsanger (datidens navn for popsanger, red.) i midten af 1950'erne i Four Jacks med John Mogensen, Poul Rudi og Bent Werther til tiden som soloartist i 1960'erne, hvor han punkterede sin egen karriere, da den var løbet godt i gang. Og videre over til genrejsningen på det store lærred og det fredfyldte otium med haverive og karpedam.

Knægten fra de beskedne kår på det ydre Nørrebro var landets første rigtige rockstar. Elsket af mange og et idol, men også helt sin egen. På godt og på ondt. 

- Jeg kan huske, at jeg som helt grøn journalist besøger ham i hjemmet for at lave et interview. Der har han lige fået en datter med sin kone Ina. En dag sagde han, at han gik ned efter smøger, men der gik flere dage, før han kom hjem igen. Sådan var han. Så havde han mødt noget godt selskab på vejen, fortæller Gregers Dirckinck-Holmfeld, tidligere tv-vært på 'Her er dit liv' på DR, hvor Otto Brandenburg har medvirket.

'Baggårdspumaen's varme og skæve facon både tiltrak og frastødte de nære relationer. Men han var samtidig også en person, som var svær for alvor at blive uvenner med.

- Han var virkelig talentfuld og på mange måder en enspænder. Han var en spændende person, men red også på en bølge af sit image. Mange bar over med ham, selvom han havde skuffet og irriteret mange mennesker, siger Frank Toft-Nielsen, forfatter til biografien om Otto Brandenburg 'Spor af en baggårdspuma'.

Otto Brandenburg omkring 1960. Allerede som 1-årig blev Ottos pæne ydre anerkendt, da han blev kåret som Københavns mest fotogene baby og brugt som blikfang i en mælkereklame.
Otto Brandenburg omkring 1960. Allerede som 1-årig blev Ottos pæne ydre anerkendt, da han blev kåret som Københavns mest fotogene baby og brugt som blikfang i en mælkereklame. Foto: Karl Nord Sørensen / Scanpix

Den falske jyde

Hvor københavnsk man end måtte mene, Otto Brandenburg var, så var han faktisk født i Jylland. Det skete den 4. september 1934 i Hejnsvig ved Grindsted. Hans far havde faktisk en god indtægt, men desværre også bekendtskaber ved siden af ægteskabet med Gerda, Ottos mor.

Den beslutsomme kvinde tog lille Otto under armen og rykkede resolut til Nørrebro i København, hvor hun købte et lille ismejeri på et gadehjørne og flyttede ind på 1. salen ovenover.

Otto kom aldrig til at kende sin far. 

I dokumentarfilmen 'Hele Danmarks Otto' fra 1994 viser Otto Brandenburg stedet, hvor hans barndomshjem lå.

Det var et trygt liv, hvor pengene var små, men overskuddet stort - selvom den nye stedfars næver af og til sad lidt løst.

Der gik ikke længe, før musikken trak i Otto, som slog sine første toner an på violinen. Men det var besøget fra den musikalske folkeskoleven, Ib Glindemann, som pirrede den rockstjerne, der boede i Ottos indre.

- På Stevnsgade Skole kom han ret hurtigt med i et orkester, hvor han både spillede og sang. Han fik øjnene op for guitarspil, siger Gregers Dirckinck-Holmfeld.

Selvom Otto havde fattet interesse for både guitarspil og det modsatte køn, så var han faktisk så dygtig i skolen, at han blev flyttet over på eliteskolen Efterslægtens Skole, fortæller Frank Toft-Nielsen i sin biografi om Otto Brandenburg.

- Det var en rigtig snobbeskole, skulle Otto have sagt om skolen, som han formåede at blive smidt ud fra som 16-årig i 1950. 

- Jeg faldt aldrig rigtig til, og da jeg på et tidspunkt havde eksperimenteret lidt for meget med brændglas (glas, som fokuserer solens stråler på et lille varmt felt, red.) og taget en lærerinde på brysterne - ja, så røg jeg ud af skolen, sagde Otto Brandenburg dengang ifølge Frank Toft-Nielsens biografi.

Mor og stedfar var mildest talt ikke imponerede, og efter en diskussion med meget store gloser blev løsningen, at Otto kom i lære som maskinmester på Vølund.

Det var i denne tid, at han prøvede boksningen af i mano a mano-sporten over dem alle. Kulminationen kom i 1953, da han stirrede ned på bokseren Poul Christiansen, som lå flad og udsplattet som en billig kludedukke på kanvassen i bokseringen. Otto havde lavet knockout på ham og blev hyldet som vinder i københavnsmesterskabet i weltervægt.

Men hvad så med musikken?

De fire knægte John, Otto, Poul og Bent

Selvom hovedet og næverne var rigtigt boltet fast, så var det heldigvis musikken, der fik overtaget. På en tur til Bornholm i 1954 mødte Otto Poul Rudi i en sangkonkurrence. De to opdagede, at de havde talent for at synge sammen og begyndte at turnere rundt på landets beværtninger. I 1956 hørte de, at en vis John Mogensen søgte sangere til en trio.

Pludselig gik det stærkt. I løbet af 1956 blev duoen til trio og til kvartet, da John Mogensen og Bent Werther sluttede sig til.

Sammen blev de Four Jacks.

Jazzkvartetten 'Four Jacks' med (fra venstre) Bent Werther, Poul Rudi (Poul Rydiander), John Mogensen og Otto Brandenburg.
Jazzkvartetten 'Four Jacks' med (fra venstre) Bent Werther, Poul Rudi (Poul Rydiander), John Mogensen og Otto Brandenburg. Foto: Scanpix

Unge folkelige fyre med kæk charme og en sprudlende vilje til at sejre. Hver især havde de en rolle at udfylde i kvartetten, og Otto var sangeren med den hæse stemme og det frække smil. Maskinarbejderen kunne endelig hellige sig musikken og lægge boksehandskerne.

- Alle fire Jacks var forskellige, men stærke personligheder, der tog rigeligt for sig af livets glæder, skriver Frank Toft-Nielsen i sin biografi om Otto Brandenburg.

Med John Mogensens kontakter i pladebranchen gik det stærkt, og hele landet lå for gruppens fødder, da de fik stor succes med ’Æselsangen’.

- Han havde den meget personlige stil med charme og sin stemme. Os anmeldere faldt for hans ekstravagante stil, rytme og stemme. Den var maskulin og hæs, fortæller Gregers Dirckinck-Holmfeld.

Gruppen lavede flere danske evergreens som ’Mandalay’, ’O Marie, jeg vil hjem til dig’ og ’Tom Dooley’.

Men en bølge var på vej mod landet. En bølge fra vest af elguitarer og fedtet hår. Rock’n’roll havde sendt ungdomsekstasen ud i befolkningen fra en talentfuld ung herre ved navn Elvis Presley fra det store USA. Nu stod resten af verden i skudlinjen.

Selvom Otto Brandenburg befandt sig godt i landets mest populære musikgruppe, så havde han det jo med at gå sine egne veje. Hvad han søgte, er uvist, men han fandt noget i rockmusikken, som pirrede ham.

To år efter kvartettens begyndelse forsøgte Otto forgæves at præge gruppen i en yngre retning. Men det var tre mod én. Viljestærk forlod han det sikre lod i kvartetten og søgte vildskab i rockmusikken.

Skulle det være her, han ramte guld?

Nerven

I 1958 vil Otto være Danmarks næste rockstjerne. Eller faktisk den første, da ægte rockmusikere var lidt af en mangelvare i landet. Inspireret af Elvis Presleys nye lyd og rockmusikkens kommercielle succes i USA ville Otto mikse sin vilde side med en blød side a la britiske Tommy Steele. Den engelske flødeskumsdengse fra England, som var tilpas artig til at få spilletid på selv de konservative radiostationer.

Kvartetten Four Jacks havde fortsat fuld hammer på succesen med det nye medlem James Rasmussen, men overraskende anderledes var det for det gamle medlem med det frække smil. Han kunne simpelthen ikke trænge igennem med sin nye lyd, som var mere blød end rebelsk.

Otto Brandenburg som ung i 1960.
Otto Brandenburg som ung i 1960. Foto: Poul Petersen / Scanpix

Vendepunktet skete under en koncert i KB-Hallen i foråret 1959. Otto var økonomisk nede på sine sidste sparekroner fra tiden i Four Jacks, og det var bydende nødvendigt for ham at få gang i solokarrieren.

4.000 mennesker var på plads i salen til aftenens ’Stjerneparader’ og forventede et show. I kulissen ventede Otto. Fokuseret. Bevidst om aftenens betydning. Den danske rockvildbasse uden læderjakke og nitter, men med pæn skjorte og svigersønscharme havde brug for et mirakel.

Han ville synge sangen ’I Believe’. En gammel gospelsang tidligere fremført af Elvis.

Bifaldet var øredøvende. Otto havde ramt en nerve.

- For første gang oplevede jeg den vidunderlige følelse af at have ramt rigtigt… Og så kom bifaldet bragende og tordnende, og jeg stod bare dér og bukkede og bukkede, sagde Otto dengang om sin aften i KB-Hallen til ugebladet Tempo.

Han havde i dén grad fundet formlen og Otto Brandenburg blev et navn, man oftere og oftere fandt på hitlisterne. Han blev et idol. Et produkt af fans hysteri og stræben efter det uopnåelige, hvor alle ville have en bid af Otto. Den første egentlige idoldyrkelse i Danmark.

Tilbedelsen var så enorm, at rockstjernen – som i virkeligheden var en nydelig ung mand – fik lov til at deltage i Melodi Grand Prix i 1960. Dommerpanelet var dog ikke ligefrem fans, og Ottos bidrag, sangen 'To lys på et bord', blev sablet ned.

Det kunne have været kuglen, som brat bremsede rejsen mod stjernerne, men sådan gik det ikke. Langt fra.

’To lys på et bord’ blev en gigantisk succes og stjal fuldstændig rampelyset fra sangkonkurrencen. I månederne efter kunne pladen findes i 200.000 hjem. Til sammenligning betragtede man dengang 10.000 solgte plader for en succes.

Otto Brandenburg mellem to
Otto Brandenburg mellem to "berømte" lys. Foto: Willy Lund / Scanpix

Fra rockstjerne til familiefar

Begyndelsen af 1960'erne var en tid med penge, sportsvogn og fans. Masser af fans. 500 breve dumpede ind om ugen hos pladeselskabet, og de var alle stilet til én og samme mand.

Men de mange pigehjerter blev i sommeren 1960 knust, da det kom frem, at charmøren havde en hemmelig hustru. En ganske ny én af slagsen, da brylluppet var foregået i dybeste hemmelighed. Man kunne jo ikke have, at de kvindelige fans ville droppe dyrkelsen af den gifte mand, skrev Billed-Bladet 5. august 1960.

Ina Jørgensen hed hun.

Snart kom datteren Stine til verden.

Selvom stilen var ændret fra rockstjerne i nystrøget skjorte til familiefar, fulgte pressen glædeligt med, og Otto, Ina og Stine blev forbilledet på det gode og moderigtige familieliv i den gode ende af levestandarden.

Otto, Ina og lille Stine Brandenburg i hjemmet.
Otto, Ina og lille Stine Brandenburg i hjemmet. Foto: Vagn Hansen / Scanpix

Ina sagde sit job som reklametegner op og helligede sig rollen som telefonpasser i hjemmet. Der var nemlig mange, som gerne ville have fat i Otto.

Udlandet fattede interesse i den unge stjerne, og særligt Tyskland og Sverige blev brændt af den Brandenburgske feber.

Samtidig begyndte Otto at få små roller i film og på tv.

Men berømmelsen havde – som altid – en pris.

Den store nedtur

Fra 1962 og årene efter falmede den klare stjerne på den danske musikscene. Otto havde turneret verden og især Sverige og Tyskland tyndt og havde glemt at kæle for de ting, som stod ham nærmest. Familien og talentet.

Der var igen sket et skift i musikken. Pigtrådsmusik (popmusik med fokus på elguitar, red.) og beat-musik var det nye. Den familievenlige dansker-rock og -pop, som Otto krængede ud, var passé. Han forsøgte sig med jazz, som han virkelig godt kunne synge, men det solgte ikke.

Han havde uforvarende punkteret sin egen karriere på toppen.

- Han var blevet glemt. Han kommer tilbage fra sine turneer, og det brede Danmark havde taget nye musikere til sig, siger Frank Toft-Nielsen.

Han havde i pressen været et dydsmønster. Elsket og respekteret. Familiefaren, musikeren, idolet. Glansbilledet ventede bare på at blive revet itu.

Og dét blev det.

Familiefaren viste sig at være en mand med hang til livets fristelser. Til våde varer, fest og damer. Pressen borede, og ægteskabet knagede. Hvor der før var alt, var der snart intet.

- Jeg forstår da så udmærket problemet, set fra en kvindes synspunkt — at hun bliver skeptisk, når man gang på gang siger: Vent lidt, det skal nok gå, noget vil vise sig. Men der er det med musik, man efterlader den ikke bare på vejen, man giver sig ikke bare til at lave noget andet og glemmer den, sagde Otto Brandenburg til Billed-Bladet i 1966 om sin nedtur.

Pengene blev rigtig små i hjemmet i Dragør ved København, men den kuede sanger gav ikke bare op og blev maskinarbejder på Vølund igen.

’Den glemte mand i dansk pop’ kaldte Ekstra Bladet ham i 1967.

Ægteskabet røg. Huset røg på tvangsaktion.

Otto Brandenburg var kaput.

Børnesange og boheme

I årene efter den store nedtur tilbragte Otto meget tid med komiker og skuespiller Jørgen Ryg. Faktisk flyttede Otto ind til Jørgen, og det nye bofællepar sank ind i en tåget dis af røg, bajere, skiftende jobs og damer.

I meget skærende kontrast opdagede levemanden Otto, at han virkelig godt kunne lide at skrive børnesange. Faktisk så meget, at DR hyrede ham i 1968 til et live-indslag ved juletid, hvor han skulle synge en melodi for en flok børn.

Om natten op til sit besøg hos DR skrev han en julesang for børn over en gammel amerikansk melodi. Det blev sangen, der ironisk nok cementerede hans evner som sangskriver langt ud i fremtiden og stadig står som en af de mest spillede julesange i Danmark:

’Søren Banjomus’.

Det var dog i det udskældte radioprogram ’Dansktoppen’, at Otto sikrede sin overlevelse. Af og til dukkede han op med en ny melodi, men for det meste kun fordi, at det gav ham mulighed for at producere noget af sin egen musik og få lidt knaster på kistebunden.

Særligt modtog han stor ros for sit musikalske samarbejde med Halfdan Rasmussen.

I det hele taget oplevede Danmark en Otto Brandenburg, som smed masken i 1960'erne. Hans udtalelser blev mere skarpe og kritiske. Han fandt sig ikke i så meget. Han var blottet, vred og ærlig.

Det var også begyndelsen af 1970’erne, at han fik øgenavnet ’baggårdspumaen’. Et kærligt og rammende navn, som matchede hans gangart, enspænderi og temperament.

Stjernen, der rejste sig på lærredet

Det var ikke totalt fremmed for Otto Brandenburg at stå foran et kamera, da han gennem sin karriere havde mange roller på tv, revy, teater og på film. Ofte som bandit, svindler eller fulderik fra værtshusets tåge.

Det havde været små roller tidligere, så det var ganske stort – og meget overraskende for DR – da instruktøren Ole Roos forlangte Otto Brandenburg i hovedrollen som drankeren Herbert i tv-dramaet ’Tilløkke Herbert’.

En fortælling om et menneske på knæ. En forspildt skæbne trukket i smadder af system og misbrug. Fortællingen kunne have været om Otto Brandenburg selv.

- Han gav noget af sig selv på skærm og lærred. På den ene side gik han ind i en karakter, på den anden side var man ikke i tvivl om, at det var Otto, siger Frank Toft-Nielsen.

22. januar 1974 var premieren på tv.

Dén aften blev vendepunktet for Otto Brandenburg. Den endegyldigt understregede, at han kunne spille skuespil. Anmeldere var ikke i tvivl. ’Tilløkke Herbert’ var hans triumf.

- Han var et naturtalent og hvilede i sig selv. Når han skulle vise intensitet og nærvær, så fungerede han fuldt ud, siger Gregers Dirckink-Holmfeld.

Den rejste stjerne var selv stoisk rolig og en smule fortumlet over sin succes.

-Jeg spiller jo bare mig selv, skulle han have sagt, ifølge Frank Toft-Nielsens biografi om Otto Brandenburg.

Filmen betød, at Otto Brandenburg fik sin genrejsning og spillede flere mindeværdige roller sidenhen. Han blev blandt andet belønnet med en Bodil for sin rolle i Henning Carlsens ’Hør, var der ikke en, som lo’ i 1978 og igen i 1981 for sin rolle i Søren Kragh-Jacobsens ’Gummi Tarzan’.

De hårde slagsider fra livet som musikalsk altmuligmand, drifterne, nedturen, barndommen og den hæse stemme var ironisk nok medvirkende til, at han kunne tæmme skuespillet med kant og nerve.

1980’erne blev et årti, hvor det stod klart for hele Danmark, at den kantede og lidt farlige Otto Brandenburg faktisk var et enormt legebarn og glad for børn. Han læste historier for børn i ’Nu skal du høre’, var sømanden Otto med sit skib Julia i julekalender på TV 2 og forinden fast inventar i DR's børneprogrammer.

- Otto havde en sær evne til at charmere og få os til at tilgive. Det var også, som om ingen tog fat i hans dårlige sider. Han fik ualmindelig lang snor af pressen. Den omtale, der meget nemt kunne have tippet over i ynk eller foragt, blev for det allermeste til enten petithistorier eller mytiske portrætter, siger Frank Toft-Nielsen.

De sidste to lys på bordet

Krudtuglen Otto levede et betydeligt mere afdæmpet liv igennem 90’erne og 00’erne. Hans skuespil var anerkendt, og han medvirkede i alt fra børne-tv til Lars von Triers’ ’Riget’. Over 50 film blev det til – endnu flere som stemme i tegnefilm.

Sammen med kæresten Hanne Mynster flyttede han til Lyngby, hvor han brugte meget af sin fritid i sin have.

Det var blevet borgerligt og meget stille og roligt. Bortset fra afsluttende kampe med SKAT om trækprocenter fra de mange forskellige jobs og en berømt næve, som Otto placerede i ansigtet på en betjent den 28. maj 1994, hvilket udløste en dom på 40 dages betinget fængsel.

Baggårdspumaen var nede på sit sidste liv og er fast besluttet på at få mest ud af det.

- Han havde fået nok af natteliv, og så var han jo blevet en ældre herre. Oven på turen, hvor han knaldede en panser i gulvet på Hovedbanegården og den efterfølgende retssag, var det som om, han havde raset ud. Han fandt værdierne hjemme hos Hanne, voksede fra værtshuslivet og faldt til ro med rækkehus og guldfiskedam. Han erstattede billardkøen med en haverive og drak sine bajere hjemme på matriklen i stedet. Han forblev, udover tosomheden, i mange henseender en enspænder, der var svær at få fat på, og som så tingene fra helt sin egen synsvinkel, siger Frank Toft-Nielsen.

Gregers Dirckinck-Holmfeld er enig.

- Jeg besøgte ham nogle år, før han døde. Han var jo ved at være gammel, og han virkede træt. Træt af livet. Han var slidt op. Det var min fornemmelse, siger han.

Otto Brandenburg ved Orson Nielsens begravelse i 1997.
Otto Brandenburg ved Orson Nielsens begravelse i 1997. Foto: Jørgen Jessen / Scanpix

Under et besøg på Rigshospitalet 1. december 2006 falder Otto over et cementaskebæger og brækker hoften. Men røntgenbilleder afslører også, at han har lungekræft. Knuden er placeret, så en operation er udelukket. I stedet kommer Otto i strålebehandling, skrev Billed-Bladet.

Til sidst kunne han ikke klare mere og bad om at komme hjem. Efter otte timer, hvor Otto lå og kiggede på træerne, lyttede til fuglene og snakkede med katten Rikke, gik han bort.

Han blev 72 år gammel. Det var torsdag den 1. marts 2007.

Han krævede, at bisættelsen skulle foregå i dybeste stilhed. Hanne Mynster spredte hans aske i Det Sydfynske Øhav.