De andre beboere om Thomas' exit: - Han lukkede sig inde i sig selv

Beboerne i 'Hjem til gården' kunne godt mærke, at der var noget galt med Thomas, der pludselig valgte at trække sig fra programmet.

Det kom bag på de andre beboere, da 43-årige Thomas Gjeding valgte at trække sig fra reality-programmet 'Hjem til gården' efter blot halvanden uge. Fælles for de resterende beboere er, at de er kede af, at han ikke ville blive.

- Det er ærgerligt, men jeg kan godt forstå, hvorfor han valgte at trække sig. Jeg ville nu godt have haft ham på gården noget længere, siger 35-årige Trine Enevoldsen.

Hun oplevede, at Thomas lukkede mere og mere af, da de gik ind i anden uge på gården. Men Trine er imponeret over Thomas' beslutning:

- Han er meget temperamentsfuld, men har med alderen lært at styre det, så han kan sige fra, inden der sker nogle åndssvage ting. Det er flot af ham at tage den beslutning, siger hun.

Skulle have slået Jacob

36-årige Søren Christensen er særligt ærgerlig over at miste Thomas på grund af hans humør.

- Det er pisseærgerligt. Han var den gæve havnearbejder, som kunne med stort set alle, sagde tingene, som de var, og var et positivt og rart menneske, siger Søren og tilføjer, at det er et stort tab for gården.

Der er også en anden grund til, at Søren er træt af, at Thomas har trukket sig. Søren så nemlig gerne, at Thomas og Jacob skulle i styrke-dyst, således at Thomas kunne slå Jacob ud. Jacob er nemlig en stor konkurrent i manges øjne.

Thomas selv var godt klar over Sørens plan.

- Jeg var godt klar over, at flere regnede med, at jeg skulle konkurrere mod Jacob, fordi jeg var den eneste, som havde den fysiske styrke til det. Jeg kunne i det hele taget høre på flere af beboerne, at de så mig som en hård konkurrent i deres mål mod de 500.000 kroner. Sådan så jeg egentlig ikke mig selv. Jeg tænkte i hvert fald ikke taktisk, siger Thomas.

Søren er enig med Trine i, at Thomas ændrede sig fra en sjov person med en smart bemærkning til en meget træt Thomas. 

- Man kunne se på ham, at han rent fysisk blev tyndere og tyndere og drænet for kræfter. Han havde bare ikke overskuddet.

16x9
Her sidder Thomas (th) sammen med Marcus (tv). Foto: Lotta Lemche / TV 2

Skræmmende

49-årige Jacob Grum-Schwensen oplevede, at Thomas blev mere og mere indadvendt. Han tror, at det handlede om, at "han simpelthen var bange for at banke nogen ned".

- Det er en moden beslutning og flot, at man kender sig selv så godt, lyder det fra Jacob Grum-Schwensen.

22-årige Freja Christiansen var en af de beboere, der oplevede Thomas' ændring. Det skete ved spisebordet, hvor Annet valgte Trine som andenkæmper. Her gav Thomas udtryk for, at Freja fedtede for de beboere på gården, som havde en magt som storbonde eller førstekæmper. Og det konfronterede han hende med.

- Det var da skræmmende. Jeg vidste ikke, hvor det kom fra, men det er jo forskelligt, hvordan vi reagerer, siger Freja Christiansen.

Oplevelsen med Freja gjorde, at Thomas tog beslutningen om at trække sig fra reality-programmet. Han kunne ikke genkende sig selv i den opfarende reaktion.

16x9
Her arbejder Kasper og Thomas i haven på gården. Foto: Lotta Lemche / TV 2

30-årige Kasper Brock Jørgensen havde et rigtig godt forhold til Thomas. Derfor er han også ærgerlig over at skulle undvære ham på gården. Men han kan dog godt forstå Thomas' beslutning, som han kalder 'meget velovervejet'.

- Det fede ved ham er, at han kender sig selv godt nok til at vide, hvordan han gerne vil fremstå som person. Han er jo til dagligt rollemodel for nogle unge mennesker, og derfor er det nok vigtigt for ham at fremstå i balance.

Efter blot tre uger på gården er vi nede på ni beboere. Navid, Reci og Annet har tabt en tvekamp og har derfor måttet forlade gården, mens Johanna og Thomas har trukket sig frivilligt.

Her er Hjem til gårdens beboere
Disse 14 personer skal samarbejde om at løse ugeopgaver og få gården op at køre - dog kun med redskaber fra starten af 1900-tallet.

'Hjem til gården' bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2. Du kan også følge med på TV 2 PLAY. Og husk at give 'Hjem til gårdens' Facebook-side et like og få alle historierne og se eksklusive videoklip.