De har aldrig set et dyr blive slagtet: Vi ved ikke, hvor maden kommer fra

Flere af beboerne i 'Hjem til gården' har ikke set et dyr blive slagtet før. Det sætter tankerne i gang hos blandt andre Ulla og Marcus.

De 14 beboere, der mandag aften flyttede ind på gården i TV 2's nye reality-program ’Hjem til gården’, skal være selvforsynende på en gård, hvor faciliteterne svarer til en dansk gård i begyndelsen af 1900-tallet.

Det betyder, at de blandt meget andet skal grave kartofler, malke køer og slagte fjerkræ. For nogle af beboerne er det grænseoverskridende at slå et dyr ihjel.

Det så vi eksempelvis i aftenens første program, hvor storbonden Thomas slagtede en høne sammen med Navid og Line.

- Det er en stor oplevelse for mig at prøve at slagte en høne. Det har jeg ikke prøvet før, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til det, fortæller Navid.

Det var oprindeligt tanken, at Navid skulle prøve kræfter med slagtningen, fordi han er utryg ved fugle og i det hele taget ikke har erfaring med det landlige gør-det-selv-liv. Det var dog for stor en mundfuld for den unge eliteatlet fra Brøndby Strand, og han nøjedes derfor med at kigge på, mens Line og Thomas tog sig af aflivningen.

Du kan se, hvordan det foregik i klippet øverst i artiklen.

For langt fra det gammeldags

På premieredagen mandag morgen var Marcus og Ulla på besøg i 'Go' morgen Danmark', og her faldt snakken på, hvor fremmedgjorte vi er blevet, når det kommer til fødevareproduktionen i Danmark.

- Jeg synes helt bestemt, at vi er kommet alt for langt væk fra den gammeldags måde at leve på, hvor man eksempelvis ved, hvordan man slagter et dyr, siger 27-årige Marcus, der er uddannet kok, og 53-årige Ulla er enig:

- Vi er kommet frygtelig langt væk fra det liv. Det er på mange måder godt, men det er også farligt at konstatere, hvor fuldstændig afklædte vi danskere er i forhold til at skulle overleve og forsørge os selv på den traditionelle måde.

Se deres besøg i 'Go' morgen Danmark' herunder.

De to 'Hjem til gården'-beboere oplevede, hvor langt væk vi er kommet fra det traditionelle landbrug.

Fremmedgjorte forbrugere

Størstedelen af beboerne har meldt sig til programmet, fordi de har et ønske om at komme tilbage til det rene, naturlige liv. Altså et liv uden for mange hjælpemidler, og hvor man er mere eller mindre i kontakt med de fødevarer, man indtager.

Og det er beboerne ikke alene om. Hos Landbrug & Fødevarer oplever man en stigende interesse for, hvor fødevarerne kommer fra, og særligt hvordan dyrene har levet, før de bliver slagtet.

- Flere og flere føler sig fremmedgjorte, når de står i supermarkedet og vælger fødevarer, siger Nina Preus, som er forbrugersociolog i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter under afstemningen.

Afstemning

Nina Preus peger på, at flere gerne vil tættere på madens naturlige oprindelse, også selv om det betyder, at man skal forholde sig til, at dyr dør, for at vi kan spise dem.

- Vi ser en større erkendelse af, at koteletterne eller det hakkede oksekød kommer fra et dyr, der har været levende. Derfor er der også en voksende bevidsthed om dyrevelfærd, som vi eksempelvis har set med buræg, lyder det fra Nina Preus.

Ny forbrugertrend vinder frem

I Landbrug & Fødevarers markedsanalyse af forbruger- og fødevaretrends er det tydeligt, at det naturlige og rene vinder mere og mere frem hos forbrugerne:

- Økologi har gennem de seneste år oplevet en kraftig vækst, og dens popularitet kan netop forklares ved, at økologisk produktion spiller positivt ind på en række vigtige forbrugerønsker. F.eks. at den både matcher ønsket om, at maden er ’ren’, ’fri for’, ’miljørigtig’ og ’dyrevelfærdsvenlig’.

- 40 procent køber nu ofte eller altid økologi, og mænd er kommet mere på banen i forhold til tidligere, hvor væksten i økologi var drevet meget af kvindernes interesse, lyder det i analysen, som du kan læse her.

'Hjem til gården' bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2. Du kan også følge med på TV 2 PLAY. Og husk at give 'Hjem til gårdens' Facebook-side et like og få alle historierne og se eksklusive videoklip.

Her er Hjem til gårdens beboere
Disse 14 personer skal samarbejde om at løse ugeopgaver og få gården op at køre - dog kun med redskaber fra starten af 1900-tallet.