Nina og Frederik havde succes i hele verden - Svindel og narkosmugling stoppede alt

Den danske sangduo Nina og Frederik Pallandt blev folkeeje med deres glade calypso-toner, men efter musikken fulgte kriminaliteten og skandalerne.

De var smukke, rige og sang vidunderligt. Mellem 1959 og 1962 bragte sangduoen Nina og Frederik vuggende og glade melodier ud til danskerne og hele verden og blev ikoniske med deres røde sweatre.

Mandag aften kunne man opleve Ditte Arnth og Johannes Nymark portrættere Nina og Frederik i tv-serien 'Mercur' på TV 2 CHARLIE. Se et kort klip længere oppe. 

De var også gift privat, fik tre børn og var et glansbillede på det perfekte liv. Men det var de ikke.

Langt fra.

- De var mega populære og kunne sælge plader til alle. De var ikke farlige som rockmusikken, men lød eksotiske og kunne optræde på både DR (dengang Statsradiofonien, red.) og Radio Mercur - det var hemmeligheden bag deres succes, fortæller Jacob Wendt Jensen, forfatter til biografien 'Nina Pallandt - hellere tro på det gode en gang for meget'.

Han mener, at han formentlig er den sidste danske forfatter, som har talt med Nina Pallandt.

Men det hele ramlede efter den korte sangkarriere, hvor den ene red på berømmelsens vinger mod Hollywood, og den anden blev grebet af kriminalitetens hurtige og farlige penge i troperne.

Den ene gik vest og den anden gik øst.

Bent Fabricius Bjerre kaldte ham et 'drøndumt svin'

Jacob Wendt Jensen

Det vender vi tilbage til.

Baronen får sin baronesse

Nina Magdelena Møller blev født i 1932 i København og voksede op på Østerbro i en velhavende familie. I 1957 forelskede hun sig i den danskfødte hollænder, baron og diplomatbarn Frederik Pallandt. Sammen dannede de duetten Nina og Frederik, som med deres bløde toner og glade sange steg på hitlisterne i hele verden.

Bent Fabricius Bjerre rammer guld, da han skriver kontrakt med Nina og Frederik i 1957, som her lytter til en af deres plader i Metronomes optagelsesstudie.
Bent Fabricius Bjerre rammer guld, da han skriver kontrakt med Nina og Frederik i 1957, som her lytter til en af deres plader i Metronomes optagelsesstudie. Foto: Hakon Nielsen / Scanpix

Det var daværende direktør Bent Fabricius Bjerre i den lille nye virksomhed Metronome, som lavede en pladekontrakt med parret, scorede kassen og gjorde dem til folkeeje.

Nina og Frederik fik stor succes med cover-numre af populære sange som 'Mary's Boy Child' og 'Little Donkey', og i 1960 blev de gift under stor mediedækning og bosatte sig i Schweiz og Ibiza. De indspillede filmene 'Verdens rigeste pige' i 1958 med hitsangen 'Lad os flyve til en stjerne' og 'Kærlighedens melodi' i 1959 sammen med jazz-legenden Louis Armstrong.

Men trods den store succes knagede ægteskabet under turnelivet og livets fristelser.

- Frederik var en womanizer, utro og narkoman. Hun fortalte, at han ved indgåelsen af ægteskabet forlangte at beholde en elskerinde i Tyskland. Som par fik de vist også champagne til morgenmaden, men han tog hårdere stoffer, og det ville hun til sidst ikke have i nærheden af børnene, siger Jacob Wendt Jensen og fortsætter:

- Bent Fabricius Bjerre kaldte ham et 'drøndumt svin'.

Parret gik fra hinanden i 1969 og blev endegyldigt skilt i 1975. Herfra gik deres liv i to meget forskellige retninger.

Nina og Frederik Pallandt med deres børn i London.
Nina og Frederik Pallandt med deres børn i London. Foto: Scanpix

Skandalen, der bragte hende til stjernerne

Efter det forliste forhold til Frederik skete der en skelsættende episode i Ninas liv, som betød, at hendes karriere blev katapulteret mod Hollywood.

Men det ender med at blive den største litterære skandale i amerikansk historie, da man opdager, at det var løgn.

Jacob Wendt Jensen

Hun havde en jævn succes som soloartist i årene efter Frederik, hvor hun dyrkede forskellige bekendtskaber med mænd fra jetsettet. Men det var forholdet til den amerikanske forfatter Clifford Irving, der blev afgørende.

Clifford Irving og Nina Pallandt.
Clifford Irving og Nina Pallandt. Foto: Scanpix

I et udførligt planlagt svindelnummer skrev han i 1971 en biografi om den sky milliardær Howard Hughes. Clifford Irving scorede enorme pengesummer fra forlaget, da han foregav, at Howard Hughes selv var involveret i bogprojektet.

- Det blev på det tidspunkt anset som den hellige gral i litteratur, hvis man kunne komme i nærheden af den excentriske milliardær. Men det ender med at blive den største litterære skandale i amerikansk historie, da man opdager, at det var løgn, siger Jacob Wendt Jensen. 

Nina Pallandt og Clifford Irving mødes af pressen i John F. Kennedy-lufthavnen i New York.

Nina Pallandt blev afgørende i skandalen, da det var hendes vidneudsagn, der for alvor fældede Clifford Irving. Hun punkterede nemlig hans alibi, da hun oplyste til FBI, at hun var sammen med Irving på et tidspunkt, hvor han skulle have interviewet Howard Hughes.

- Der var efterfølgende stor rift om hende til flere talkshows, hvor hendes agent var kvik til at aftale, at hun også skulle synge, siger Jacob Wendt Jensen.

Julie Delpy og Richard Gere til premiere på 'En sand løgn' i 2007.
Julie Delpy og Richard Gere til premiere på 'En sand løgn' i 2007. Foto: PHIL McCARTEN / Scanpix Denmark

Hele skandalen blev filmatiseret i 2007 i filmen 'En sand løgn', hvor Richard Gere spillede rollen som Clifford Irving og Julie Delpy rollen som Nina Pallandt.

Instruktøren Robert Altman fik også øjnene op for den danske sangerinde med det kølige femme fatale-blik og castede hende i flere roller i sine film. Blandt andet i film som 'The Long Goodbye' fra 1975, 'A Wedding' fra 1978, 'Quintet' fra 1979 og 'American Gigolo' fra 1980.

Nina Pallandt jages af Elliott Gould i 'The Long Goodbye' fra 1975.

Narkokartellet

Ganske anderledes gik det for Frederik Pallandt, som efter bruddet med Nina slog sig ned på Ibiza og brugte sine penge på forskellige projekter, som han aldrig helt slog igennem med. En overgang forsøgte han sig med landbrug, men drifterne i det tidligere diplomatbarn var for store.

- Han var en ivrig sejler, og med sin hang til narko og det miljø ender det med, at han begyndte at smugle narkotika for meget seriøse og farlige gangstere i Asien, siger Jacob Wendt Jensen.

Nina og Frederik Pallandt sammen med skuespilleren Dirch Passer i 1967.
Nina og Frederik Pallandt sammen med skuespilleren Dirch Passer i 1967. Foto: Jørgen Jessen / Scanpix

Hans eskapader er forsvindende lidt dokumenteret sammenlignet med Ninas, men man ved, at han slog sig ned et sted i Filippinerne sammen med sin tredje kone María Jesus de Los Rios y Coello, skriver Sydney Morning Herald.

Det var tilsyneladende en gigantisk narkogæld på mellem 100 og 160 millioner kroner, som bragte Frederik Pallandt på kurs mod sikker afgrund. Pengene skulle være afregning for et enormt parti cannabis, som Frederik Pallandt skulle have sejlet til Australien.

- Han begyndte at gå og sladre om gangsterne, og på Filippinerne kostede det 500 kroner at få nogen slået ihjel. Når man var vesterlænding og boede på Filippinerne i 1994, så var man der ikke kun for det gode klima. Man var der af skumle årsager, siger Jacob Wendt Jensen.

Den 15. maj 1994 blev Frederik Pallandt og hans kone fundet døde i deres hjem på øen Mindoro i Filippinerne. Han var likvideret med to skud på klods hold i hovedet og hun med et skud i ryggen.

Mordet er stadig uopklaret, men i 2009 udkom bogen 'Smack Express', hvor en tidligere australsk betjent hævder, at det var den australske gangster Ronald Milhench, som udførte mordene på Frederik og hans kone. Dette underbygges af gangsteren Malcolm Gordon Field, som pegede på samme mand under en anden retssag i 2006.

Sindet fuld af minder

Tiden i Hollywood brugte Nina på en ikke særlig seriøs, men samtidig pæn film- og tv-karriere. Hun flyttede senere til Ibiza, hvor hun var engageret i arbejde med fattige og syge børn, men tabet af Frederik og hendes egen søn til kræft i 2006 tog hårdt på hende.

Hendes karriere blev til noget i kraft af de mænd, som hun mødte. Hun har aldrig selv drevet det, men mænd har villet noget med hende, og så har hun bare sprunget ud i det med begge ben.

Jacob Wendt Jensen

- Tabet af hendes søn og Frederik var hårdt. Hun tog som den eneste til Filippinerne for at rydde op efter Frederik og bragte hans aske til familiegravstedet i Holland. Undervejs sagde hun til folk, at urnen indeholdt hendes mand, så hun havde en form for tilknytning til ham til det sidste, siger Jacob Wendt Jensen.

Gennem sine samtaler med ham fortalte hun, at hun var blevet træt af opmærksomheden fra de store skandaler. Flere gange i sit liv havde hun stolet på de forkerte mennesker.

- Hendes karriere blev til noget i kraft af de mænd, som hun mødte. Hun har aldrig selv drevet det, men mænd har villet noget med hende, og så har hun bare sprunget ud i det med begge ben. Nogle vil kalde hende naiv. Andre vil kalde hende uheldig, siger Jacob Wendt Jensen og fortsætter:

- Hun fylder snart 85 år, så hun er ikke helt ung mere. Men hun husker godt og skulle være glad. Jeg har hørt fra hendes venner, at hun nu bor i Caribien med sine døtre i nærheden.