Dansk film topper listen - men branchen er alligevel i krise

Danmarks Statistik har netop afsløret de mest sete film i 2016 - og to danske film topper listen.

Tallene for vores biografvaner er blevet offentliggjort, og der er både grund til jubel og tårer i den danske filmbranche.

Selvom første og andenpladsen for mest sete biograffilm i 2016 går til to danske film, så bløder den danske filmindustri stadig. I hvert fald hvis man vurdere det i forhold til året før.

Danske film solgte 2,7 millioner biografbilletter i 2016, og det er næsten 1,4 millioner færre end i 2015. Tallet er det laveste siden 2009.

Det skriver Danmarks Statistik i en ny artikel.

Danske film havde altså samlet set et lavt billetsalg i forhold til årene før, men på trods af det, så var det den dansk-svenske 'Flaskepost fra P' med 688.000 solgte billetter og 'Klassefesten 3: Dåben' med 525.000 solgte billetter, der var de mest sete.

Tredjepladsen gik til den amerikanske film 'The Revenant' som har solgt 341.000 billetter.

Men vi er alt i alt blevet mindre vilde med at gå i biografen. I 2016 blev der i alt solgt 13 millioner biografbilletter, hvilket er et fald på 6 pct. i forhold til 2015.

DE TI MEST SETE BIOGRAFFILM I 2016

  1. Flaskepost fra P (688.000)
  2. Klassefesten 3: Dåben (525.000)
  3. The Revenant (341.000)
  4. Zootropolis (332.000)
  5. Rogue one: A Star Wars story (330.000)
  6. Deadpool (330.000)
  7. Kæledyrenes hemmelige liv (322.000)
  8. Fantastiske skabninger og hvor de findes (319.000)
  9. Kollektivet (293.000)
  10. Kung Fu Panda 3 (280.000)