Dansk astronaut gør Breinholt nervøs: Afføring regner ned over Jorden

Astronaut Andreas Mogensen afslører i 'Natholdet', at toiletbesøg i rummet er "som at tisse i en støvsuger".

Det mest stillede spørgsmål, som den danske astronaut Andreas Mogensen får af nysgerrige medborgere, er, hvordan man går på toilettet i rummet. 

I 'Natholdet' løfter astronauten lidt af sløret for, hvordan det foregår: 

- Vi kan ikke skylle et toilet med vand, så vi bruger lufttryk. Det første, man gør, når man skal på toilettet, det er at tænde for en luftpumpe og så minder det mest af alt om at tisse i en støvsuger, siger han. 

Andreas Mogensen

Dansk astronaut

40 år

I 2009 blev han præsenteret som en del af det europæiske astronautkorps

Den 2. september 2015 blev han den første dansker i rummet

Han opholdte sig i otte dage på Den Internationale Rumstation (ISS)

Er en del af det Europæiske Rumagentur - i øjeblikket er han udstationeret hos NASA

Han håber på at komme i rummet igen på et tidspunkt mellem 2020-2024

Så sender vi det ned gennem atmosfæren, og så brænder det op - og så regner det ned

Astronaut Andreas Mogensen

Hvis du bliver ramt...

Efterladenskaberne ryger dog ikke direkte ud i rummet, men bliver opsamlet og sendt med et forsyningsfartøj, afslører astronauten. 

- Vi fylder al affald om bord på vores forsyningsfartøjer, og så sender vi det ned gennem atmosfæren, og så brænder det op, og så regner det ned, griner Andreas Mogensen og kommer med denne kommentar:

- Så hvis du nogle gange bliver ramt af et eller andet, så…

Afføring på månen

Andreas Mogensen er kun i Danmark for en kort bemærkning, da han i øjeblikket bor og arbejder i Houston, Texas. Han har siden efteråret været udstationeret hos NASA for det Europæiske Rumagentur, ESA.

I 'Natholdet' kommer Andreas Mogensen også ind på, at der nok stadig ligger gammel afføring på månen fra Apollo-missionen. 

- De havde ikke noget toilet, så de brugte papirsposer, og da de så skulle lette fra månen igen, gad de jo ikke at tage det med hjem, så de smed det ud på månen. Så det ligger formentlig stadig deroppe, siger han. 

Få mere info om afføring på månen i denne artikel og video - her kan du læse om, hvilke andre ting, der er blevet efterladt på månen. 

Artiklen er blevet opdateret torsdag 16. marts klokken 15.20.

Se 'Natholdet' mandag til torsdag klokken 22.45 på TV 2 eller gense det på TV 2 PLAY.