Breinholt giver tips til publikum: Sådan skal I IKKE gøre

Hvad er et godt publikum egentlig? Anders Breinholt giver tips til, hvad man i hvert fald ikke skal gøre.

Inden Anders Breinholt går på scenen for at optage endnu et afsnit af underholdningsprogrammet 'Natholdet', får han altid et besøg af en eller flere fra publikum.

De er nysgerrige efter at vide, hvordan tv-værten vil beskrive et godt publikum. Og her er Anders Breinholts svar altid det samme.

Han starter med at sige tak, fordi de spørger - og derefter begynder han med sit egentlige svar:

- Et godt publikum er et publikum, der griner højt. Et der viser virkelig begejstring og glæde, forklarer Anders Breinholt mandag i 'Natholdet'.

Skidt i bukserne af begejstring

En ting er at være et godt publikum. Men ifølge Natholdets vært er der også fatale faldgrupper, man nemt kan falde i.

- Det, I bare skal gøre her i aften, kære venner, er at gøre præcis det modsatte af grundejeren i Hagenstrupparken i Ulstrup.

Efter Anders Breinholts opsang klipper Natholdet direkte over til et interview på TV Midtvest. Her går snakken på, at kommunen har droppet privatiseringen af nogle bestemte veje i Hagenstrupparken i Ulstrup.

Og denne beslutning vækker glæde. Sådan lyder oplægget til en af grundejerne, en mand ved navn Torben Gorm Larsen, i hvert fald.

- Jeg kan jo næsten ikke skjule min begejstring. Hvis det ikke var, fordi det regnede, så var jeg gået ud og sat flaget, siger han.

Problemet er blot, at Torben Gorm Larsen i et monotomt toneleje langt fra udstråler nogen som helst form for begejstring. Og det har Natholdet fanget.

- Hvis han havde været mere begestret, så havde han simpelthen skidt i bukserne. Hvis ham der havde været fistelopereret, så var han eksploderet. Det kan jeg ligeså godt sige, siger Anders Breinholt med ironi.