Dommerne er målløse over 'tankelæser': - Hvad sker der?

Den 20-årige 'tankelæser' Mads Fencker imponerede dommerne under 'Danmark har talent' ved at gætte nogle særdeles unikke ting.

Fire rosenblade, byen Kolding og navnet Alvin skabte røre blandt 'Danmark har talents' fire dommere lørdag aften. 

Her skulle Mads Fencker igen regne ud, hvad dommerne tænker på, og han havde helt korrekt skrevet ned på et stykke papir, der lå i en forseglet boks, hvad de ville svare på hans spørgsmål. 

- Hvad sker der, udbrøder Peter Frödin, efter han har læst svarene op, og alle dommerne rejser sig målløse op fra stolene. 

- Vi bliver nødt til at tale om det her, lyder det fra Frödin. 

- Fuldstændig overvældende

Cecilie Lassen havde efterfølgende denne kommentar til den 20-årige 'tankelæser': 

- Jeg blev decideret rørt. Jeg synes, det var fuldstændig overvældende. Navnet Alvin er ikke et standardnavn. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige - jeg er vild med dig. 

Mads Fenckers disciplin hedder psykologisk manipulation og under sin audition imponerede han også dommerne, selv om alt ikke gik som det skulle. 

- Jeg har glædet mig til at se, om du kunne tage det et skridt videre. Og det har du, lyder det fra Nabiha, der mener, at Mads burde have sit eget tv-show. 

Mads Fencker høstede også flest stemmer fra seerne og gik direkte videre til finalen.

De to entertainere Rica og Tudi gik også videre, da dommerne skulle vælge mellem dem og danserne fra Equals.

Herunder kan du se Mads' første audion - og i denne artikel forklarer han mere om sine metoder.