Det så du ikke på tv - 'tankelæseren' Mads gætter noget helt andet under generalprøve

Det lykkedes tankelæseren Mads Fencker at gætte helt andre svar under generalprøven af 'Danmark har talent'.

20-årige Mads Fencker stillede lørdag aften de fire 'Danmark har talent'-dommere - og sig selv - overfor en opgave:

Med en rose i hånden bad han først Jarl Friis-Mikkelsen vælge, hvor mange rosenblade, han skulle hive af blomsten. Dernæst skulle Nabiha sige den danske by, hun troede, rosen kom fra, og Cecilie Lassen skulle til sidst sige det drengenavn, hun tænkte på, når hun duftede til den.

De tre oplysninger formåede Mads Fencker at gætte, allerede inden dommerne havde sagt dem. Det viste han, da den sidste dommer, Peter Frödin, blev bedt om at læse den seddel op, som havde ligget forseglet i en kiste på scenen.

- Kære Peter. Hvis alting her til aften er gået, som det skulle, så ligger der lige foran Jarl præcis fire rosenblade. Nabiha gætter på Kolding. Cecilie tænker på Alvin. Kærlig hilsen Mads.

Eller med andre ord: Præcis de oplysninger, som dommerne netop havde valgt.   

Fandt de korrekte svar begge gange

Hvad seerne ikke så var, at Mads Fencker allerede havde afprøvet tricket tidligere på dagen - men med et helt andet udfald.

Under generalprøven af 'Danmark har talent' sad fire unge fyre som stand-in for dommerne. De skulle svare på de samme spørgsmål, som de fire ægte talent-dommere under anden semifinale. 

Og det var helt forskellige byer, tal og navne, der blev nævnt under de to optagelser. 

Alligevel fandt Mads Fencker det korrekte svar begge gange.  

Se en bid af generalprøven øverst i artiklen.

Løfter lidt af sløret

Ligesom i aftenens semifinale, havde Mads Fencker skrevet svaret på et stort stykke papir, som lå klar under hans optræden.

Dommerne i 'Danmark har talent'

Peter Frödin

Skuespiller, komiker og sanger. Netop aktuel i serien 'Grethe' på TV 2 og TV 2 PLAY.

Cecilie Lassen

Skuespiller og tidligere balletdanser. Har for nyligt været med i filmen 'De standhaftige'.

Nabiha

Sanger og sangskriver. Har haft hits som 'Deep Sleep, 'Mind the Gap' og 'Weapon'.

Jarl Friis-Mikkelsen

Skuespiller, sanger, filminstruktør og tv-vært. Har netop instrueret serien 'Grethe'.

Stand-in-dommerne havde valgt at få hevet seks rosenblade af blomsten, byen Odense og navnet Søren.

Mads Fencker kalder selv sine evner for 'kvalificerede gæt'. 

Den psykologiske manipulator vil dog ikke afsløre, hvordan det lykkedes ham at gætte rigtigt begge gange. Men han løfter alligevel lidt af sløret for, hvorfor tallene ikke var de samme, da han plukkede rosenbladene.

- Alle mennesker er forskellige, og tallet handler om rytmen i at plukke bladene. Der er stor forskel på Jarl, og den unge fyr fra generalprøven, siger Mads Fencker til TV 2 og forklarer, at han aflæser personen og hvor rolige, han mener, de er.

Altså var testpersonen, der valgte seks rosenblade, mere rolig end Jarl Friis-Mikkelsen, der stoppede ved fire blade.

I artiklen herunder forklarer Mads Fencker mere om sine metoder:

- Det er helt vanvittigt

De to andre tricks vil han ikke afsløre, men han siger, at han ikke har snakket med Cecilie forinden eller hørt hende nævne navnet Alvin. 

Dommerne var i chok over de korrekte svar, og seerne stemte også den 20-årige Mads Fencker direkte videre til finalen

- Det er helt vanvittigt. Det er jeg mildest talt meget begejstret for, siger han om dommernes reaktion under showet. 

Mads Fencker samt Rica og Tudi gik videre til finalen lørdag aften. 

Se dommernes reaktion på Mads Fenckers trick herunder: