Han blev overhalet på målstregen: Nu fører han nye talenter i finalen

Dansegruppen High 5 blev lørdag stemt i finalen i 'Danmark har talent'. De har fået gode råd fra deres træner, som selv gik - næsten - hele vejen.

De stod på det sidste trin, før de kunne kalde sig vindere af 'Danmark har talent' - og her måtte de se sig slået.

Beatboxeren Thorsen vandt 'Danmark har talent' i 2015 og efterlod de hiphop-dansende brødre John og Eddy fra Nini Brothers tilbage med en andenplads.

Nu - to år efter - er danseduoen indirekte tilbage i konkurrencen: Storebror John Nini er nemlig træner for gruppen High 5.

Han bruger sine egne erfaringer, så han kan give de fem unge dansere den bedst mulige hjælp på vejen til toppen.

Det første skridt blev taget lørdag, da High 5's Amalie, Majse, Laura, Catharina og Mads fik flest seerstemmer og dermed en plads i konkurrencens finale.

I videoen herunder kan du se det øjeblik, hvor Thorsen løber med sejren i 2015:

- Vi skulle ikke have stresset

John og Eddy Nini blev ligesom High 5 en af seerfavoritterne tilbage i 2015. De havde humor, udtråling og kom med en stor kærlighed til dansen. Noget, som de håbede ville skinne igennem. 

Men undervejs begyndte de at lade sig påvirke af konkurrencens pres. De skulle være bedre og mere spektakulære end sidste gang. De skulle imponere dommerne endnu mere.

Det pres håber John Nini, at han kan skåne de fem unge dansere i High 5 for.

- Skulle jeg gøre det om, så havde jeg prøvet ikke at være så stresset, siger han til TV 2.

- Det bedste jeg kan gøre nu, er at minde dem om, at det ikke kun handler om konkurrencen. Det handler om at have det fedt og nyde det hele vejen igennem.

I videoen her optræder Nini Brothers:

For ifølge John Nini er det deres gode udtråling, som vil blive husket - uanset om de vinder eller ej. 

- Det er jo ikke en dansekonkurrence, så det, som kan gøre os uforglemmelige blandt alle talenterne, er, at vi kan dele en følelse eller fortælle en historie. Der skal være noget, folk kan relatere til, siger han.

Derfor lægger de endnu mere vægt på historiefortællingen, når de næste gang skal på scenen i finalen, selvom dansetræneren ikke vil afsløre, hvad de skal optræde med.

Se High 5's audition i videoen herunder:

Bliver stadig husket for deres dans

John Nini er sikker på, at den ægte danseglæde, som de fem dansere har, vil kunne mærkes blandt publikum. 

Dommerne knyttede da også flest ord til High 5's energi efter deres semifinale-optræden. 

- Der er noget virkelig ukrukket over jer og uhæmmet glæde. Så kan det godt være, at I ikke er de hurtigste eller mest synkrone, sagde Jarl Friis-Mikkelsen, efter at dansedommer Cecilie Lassen havde påpeget, at de ikke dansede helt ensartet.

- Jeg tror, at I kommer til at gå rigtig langt. Jeg kan virkelig mærke jer, tilføjede dommer Peter Frödin.   

Se videoen med Nini Brothers finalenummer her:

Nogenlunde samme besked fik Nini Brothers, da de stod i finalen i 'Danmark har talent'. 

Når John Nini ser tilbage har han fået rigtig meget ud af at være med i konkurrencen. Han kan nu leve af at undervise i dans.

I sidste ende er det seernes præferencer, som bestemmer, hvem der skal vinde hovedpræmien på 250.000 kroner, men brødrene opnåede alligevel deres mål: At få udbredt deres dans og danseglæde unge. Nu skal High 5 bære fanen videre.  

I videoen herunder fortæller High 5 om sig selv og optræder med deres semifinale-nummer: