Få timer inden showet var den gal: Talent-deltager måtte få læge til settet

En øjenskade var lige ved at sætte en stopper for nycirkus-artisten Michiels optræden i aftenens 'Danmark har talent'.

Man må lide for skønheden. Det mantra lever 'Danmark har talent'-deltageren Michiel van Leewen i hvert fald efter i aften.

Da den 30-årige nycirkus-artist lørdag morgen prøvede sit kostume til sin optræden, var han ude for et uheld: Et par af hans karakteristiske mønstrede kontaktlinser gik i stykker, da han prøvede at tage det ud - og lavede en ridse i hans øje.

- Mit øje blev ved med at svie og løbe i vand, og det føltes som om, at jeg havde noget i øjet hele tiden. Det ville genere mit nummer rigtig meget, siger han til TV 2.

Han måtte derfor haste til skadestuen, få timer inden han skulle møde i 'Danmark har talent'-studiet. Et dårligt øje hænger ikke så godt sammen med hans optræden i avanceret balancekunst. 

Måtte tilkalde læge til studiet

Efter flere timer i venteværelset, måtte han sande, at han var nødt til at tage afsted, hvis han skulle nå til forberedelserne til showet.   

Øjet blev dog ikke bedre, så så snart han nåede studiet, fik han tilkaldt en læge, som kunne tilse det sviende øje - så han på trods frygten godt kan komme på scenen. 

- Lægen sagde heldigvis, at det ville beskytte mit øje, at jeg havde en kontaktlinse over den lille ridse. Jeg ville virkelig heller ikke gå på kompromis med mit udtryk i aften, siger han. 

Her kan du se Michiel, da han fik besked om, at han var i semifinalen:

Som ved sin forrige optræden, hvor Michiel havde en meter høje stylter på, er kostumet i aften gennemført til mindste deltalje. Kostumet er en stor del af hans scenekunst og det indtryk, han gerne vil efterlade hos seerne. 

- De kan godt blive lidt bange for mig. Jeg har ikke nogle kontaktlinser på, som fylder hele øjet i aften, men det vil jeg med garanti, hvis jeg går videre, siger han. 

Fortrøstningsfuld i konkurrencen

Hans timer inden liveshowet blev langt fra så rolig, som han havde regnet med, men det tager han med godt mod - og han er stadig helt klar til sin optræden. 

- Det var lige et ekstra pift. Det gav lidt ekstra til spændingen, griner han. 

Følg med i 'Danmark har talent' på TV 2 og TV 2 Play

Her kan du se de mange talenter, som skal optræde i semifinalerne i 'Danmark har talent':

OVERBLIK: Dem skal du se i 'Danmark har talent'-semifinalerne