Udleverede Oscar-revisor forkert kuvert på grund af dette tweet?

Revisoren tog et billede af skuespilleren Emma Stone, få minutter før Oscar-brøleren fandt sted.

I kølvandet på Oscar-uddelingens nu verdensberømte konvolut-kiks svirrer spekulationerne: Hvordan kunne det ske?

Wall Street Journal skriver, at manden i centrum for det hele - Brian Cullinan - tweetede fra kulisserne i løbet af aftenen, og ganske få minutter før det gik galt, lagde han et billede op på det sociale medie Twitter af skuespilleren Emma Stone. 

Herunder kan du se det nu slettede tweet: 

Cullinan er partner i revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers (PwC), og sammen med en kollega stod han både for stemmeoptællingen og for uddelingen af kuverterne med vindernavnene.  

Firmaet har stået for optællingen af Oscar-akademiets stemmer i 83 år, og det er Cullinans fjerde gang med hvervet.

Han har det forfærdeligt

Ifølge den amerikanske avis lagde Brian Cullinan billedet op af Stone, som vandt prisen for 'Bedste kvindelige hovedrolle', cirka tre minutter før, at filmveteranerne Warren Beatty og Faye Dunaway skulle på scenen.

Twitter-opslaget er siden blevet slettet, og flere medier spekulerer i, om distraktionen har været årsag til, at den forkerte kuvert blev givet videre. 

Wall Street Journal har kontaktet Brian Cullinan, som ikke har svaret på deres henvendelse. Til gengæld har de fået fat på Tim Ryan, der er bestyrelsformand for PwC i USA, og som har talt med den ufrivillige hovedperson.

Han siger, at Cullinan "ikke mener, at et tweet er skyld i fejlen", og tilføjer, at PwC-partneren har sagt, at han har det "forfærdeligt, fuldstændig forfærdeligt". 

Bestyrelsesformanden ville overfor avisen ikke kommentere på, om sagen får konsekvenser for Brian Cullinan. 

Emma Stone vandt prisen for 'Bedste kvindelige hovedrolle' for filmen 'La La Land', og hun blev indblandet i forvirringen, fordi hendes navn også stod i den konvolut, som ved en fejl blev læst op på scenen. Den rigtige vinder for 'Bedste film' var filmen 'Moonlight'.

PwC tager det fulde ansvar

Revisionsfirmaet har taget ansvaret for fejlen og navngiver Brian Cullinan i en meddelelse tirsdag.  

- PwC tager det fulde ansvar for rækken af fejl og protokolbrud under gårsdagens Oscaruddeling. PwC-partner Brian Cullinan gav ved en fejl reservekuverten for 'Bedste kvindelige hovedrolle' i stedet for kuverten for 'Bedste film' til uddelerne Warren Beatty og Faye Dunaway.

- Da fejlen var sket, blev protokollen for at rette fejlen ikke fulgt hurtigt nok af Cullinan eller hans partner, står der i beskeden.

I midten af billedet ses PwC-partner Brian Cullinan på scenen, efter det står klart, at der er sket en fejl under uddelingen af prisen for 'Bedste film'.
I midten af billedet ses PwC-partner Brian Cullinan på scenen, efter det står klart, at der er sket en fejl under uddelingen af prisen for 'Bedste film'. Foto: LUCY NICHOLSON / Scanpix Denmark

Også Oscar-akademiet har tirsdag undskyldt overfor de implicerede parter. 

- Vi har brugt i går og i dag på at undersøge omstændighederne og vil beslutte, hvilke fremadrettede tiltag der er passende, lyder det blandt andet i en meddelelse.