Fallulahs ammehjerne fik hende til at glemme teksten: Hvordan starter andet vers?

Den danske sangerinde er blevet mor med alt, hvad dertil hører af træthed og glemsomhed. Datteren tager hun nu med sig på turné.

- Fuck, hvordan starter andet vers?

I en video på Fallulahs Instagram-konto, kan man se, hvordan hun fuldstændig glemmer teksten til én af sine mest populære sange 'Out of it', mens hun øver med en guitarist: 

- Det er jo helt skørt. Hvad er det der, foregår? Jeg har seriøst sunget den sang rigtig, rigtig mange gange, fortæller sangerinden i 'Go' aften Danmark'. 

Fallulah er blevet mor, og derfor står den også på bleskift og amning i backstagelokalet - for babyen kommer med på turnéen, der lige er begyndt.

Og som alle nybagte forældre opdager, er der visse prøvelser, der følger med den nye titel:  

- Jeg sover helt elendigt. Eller hun gør, så derfor gør jeg også, fortæller Fallulah, der har det borgerlige navn Maria Apetri.

- Jeg vrøvler også. Jeg har svært ved at forme en sætning nogle gange, fordi jeg simpelthen er så træt, siger hun. 

Koncerter er et frirum

For fire måneder siden blev Fallulah mor til datteren Gloria.

Men dengang Danmarksturnéen blev planlagt, var det kun Fallulah og kæresten, der vidste, at hun var gravid - de mente, det endnu var for tidligt at dele nyheden. Derfor blev datoerne heller ikke ændret. 

- Jeg tænkte "det er jo mit liv, jeg må få det til at fungere". Sådan er det jo også fremover, så hun kan ligeså godt vænne sig til det på en eller anden måde, siger hun.

Det skal være et frirum, og det er det faktisk også for mig

Fallulah, sangerinde

Den 31-årige sangerinde får - heldigvis - energi af at være på scenen og fra publikum.

- Mit mål, når jeg optræder, er at skabe en fest, hvor man lidt glemmer sine bekymringer og kan danse, synge og have det sjovt. Det skal være et frirum, og det er det faktisk også for mig. 

 'Go' aften Danmark'-værten Michèle Bellaiche vil dog gerne vide, om Fallulah frygter, at det kan ske, at hun glemmer teksten, mens hun står på scenen - på grund af søvnmangel og babyfokus.

- Det kan det godt, men det kan det også, selvom man ikke har ammehjerne. Jeg tror, de fleste musikere har prøvet at glemme teksterne en gang i mellem, og så sker der heller ikke mere, andet end at det er lidt sjovt, siger Fallulah og holder en fiktiv mikrofon ud til kameraet. 

- Så laver man bare den der, griner hun. 

Sådan ser Fallulahs back-up-plan ud, hvis det glipper med sangteksten.
Sådan ser Fallulahs back-up-plan ud, hvis det glipper med sangteksten. Foto: 'Go' aften Danmark'