'Love Actually' vender tilbage efter 14 år

16x9
Martine McCutcheon og Hugh Grant, der spillede henholdsvis assistent og premierminister i 'Love Actually', er begge med i den nye korte opfølger, der kommer til foråret. Foto: STEPHEN HIRD / Scanpix

Flere af de samme skuespillere fra filmhittet Love Actually er med i en ny opfølger. Formålet er at samle penge ind til velgørenhed.

Nu er der gode nyheder til dem, der igen og igen er vendt tilbage til kultfilmen 'Love Actually' fra 2003.

Den romantisk komedie får nemlig en opfølger. Det skriver New York Times.

Fakta: Love Actually

Love Actually er en engelsk romantisk komedie fra 2003 instrueret af Richard Curtis. Den følger otte forskellige par og deres problemer med at få kærligheden til at fungere. Filmen foregår hen over julen

Men der er ikke tale om en spillefilm i fuld længde. I stedet får fans verden over en kortfilm som instruktøren på den oprindelige film, Richard Curtis, som også står bag film som 'Fire Bryllupper og en Begravelse' og 'Bridget Jones' Dagbog', skal instruere.

- Jeg havde aldrig drømt om at lave en opfølger til 'Love Actually', men jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lave ti minutter og se, hvor alle karaktererne er i dag, siger Richard Curtis ifølge New York Times.

Kortfilm skal bekæmpe fattigdom

Kortfilmen bliver lavet i anledning af den såkaldte Red Nose Day, der samler penge ind for at bekæmpe fattigdom.

Ligesom instruktøren Richard Curtis er tilbage i rollen, er flere af de kendte skuespillere også med igen. Det gælder blandt andre Hugh Grant, Martine McCutcheon, Keira Knightley, Colin Firth, Liam Neeson, Andrew Lincoln og Rowan Atkinson. De vil alle indtage deres oprindelige roller i den nye film. 

Jeg har ikke den store tiltro til den. Ikke andet end at den kan blive et hit på Youtube.

Peter Schepelern, filmforsker

Trods det gode initiativ tvivler filmforsker ved Københavns Universitet Peter Schepelern på opfølgeren til Love Actually's succes.

- Kortfilm har ikke rigtig en placering i biografen. Det har ikke noget sted, det kan blive placeret. Det er kun på web eller tv. Det lyder som et lidt tvivlsomt udspil. Det lyder mere som en reunion-film, siger Peter Schepelern til TV 2 og forklarer, at det ofte ses mange år efter, at et filmhit blev udgivet.

Kan kortfilmen blive ligeså stort et hit som sin forgænger?

- Jeg har ikke den store tiltro til den. Ikke andet end at den kan blive et hit på Youtube, fordi den første spillefilm stadug er så berømt og kult – men så er der heller ikke mere. Når det stadig er en tilstrækkelig berømt film, har det altid en chance.