'Badehotellet'-svar kan bruges i alle sammenhænge: - Pokkers!

Vidste du, at grosserer Madsens guldkorn kan anvendes, hvis man er uheldig, teknikken kikser, det bliver lummert eller lidt akavet?

'Badehotellet' og 'Natholdet' har mere tilfælles, end man lige går og tror. 

Så meget, at fiktionsseriens grosserer Georg Madsen alias skuespilleren Lars Ranthe har fået sin egen jingle i 'Natholdet'.

Hans sætninger kan nemlig anvendes i - og løfte - alle mulige sammenhænge, mener tv-værten Anders Breinholt og programmets redaktion, der har kombineret de to verdener i en række videoklip.

Pokkers!

Her kan man eksempelvis høre, hvordan udtryk som "pokkers", "det er jo rent teknisk, ikke?" og det mere lumre "mmm" kan bruges i virkelige situationer.

Det kan være, når man taber et stykke værktøj på havets bund, når teknikken driller eller hvis man går ind i et avisstativ.

Der findes også replikker, når morgenbollerne siger lyde eller hvis man for en stund glemmer, om man er gift eller ej.

Skuespilleren Lars Ranthe lader dog ikke til at være synderligt imponeret over kombinationen af replikker fra Andersens lille badehotel og 'Natholdets' klip. 

- Tænk, hvad man skal finde sig i, lyder det fra Ranthe efterfølgende. 

Se klippet øverst på siden. 

'Natholdet' sendes hver aften mandag til torsdag på TV 2 klokken 22.45.  ​