Natholdet er vilde med dessertkok: - Han har det svedigste 'slutfjæs'

Et af tv's bedste afsluttende ansigtsudtryk er muligvis fundet - det tilhører dessertkokken Nikolaos Strangas.

Det såkaldte 'slutfjæs' i fjernsynet - altså det ansigt, man laver, lige inden kameraet klipper væk, bliver taget under kærlig behandling i mandagens 'Natholdet'. 

Her afslører sangerinden Fallulah, at hun selv har tendens til at nikke meget, når hun er på tv.

- Jeg ved ikke, om det er en nervøs ting, siger hun. 

Det svedigste slutfjæs

En helt anden person har dog gjort sig mere bemærket for sit 'slutfjæs' på tv. Han er græsk dessertkok og optræder i 'Go' morgen Danmark'. 

- Han hedder Nikolaos Strangas. Svedigste navn i dansk fjernsyn. Han har også det svedigste slutfjæs, fortæller tv-værten Anders Breinholt.  

Midt i en dessert med jordnøddeolie er det nemlig det helt store tandpastasmil, der dukker op i de sidste skærmsekunder. 

- Der har vi den, konstaterer 'Natholdet'-værten, som også mener, at det kun er en græsk storcharmør, som kan slippe afsted med sådan et udtryk.  

- Hvor er han sød, udbryder Fallulah og tilføjer: 

- Det er et godt fjæs. 

Er det tv's bedste 'slutfjæs'? Døm selv i klippet øverst på siden. 

Se 'Natholdet' hver aften mandag til torsdag på TV 2 klokken 22.45.  ​