Lukas Graham får kritik for optræden - og måtte gå tomhændet hjem

Lukas Graham var i imponerende selskab under nattens Grammyuddeling i Los Angeles. Han måtte dog se sig slået af blandt andre Adele.

Det blev ikke til mere end nomineringer, da Lukas Graham i nat var med ved verdens største prisuddeling for musikere.

Det kunne være blevet den helt store nat for dansk musik, da Lukas Graham helt ekstraordinært var nomineret til hele tre Grammy Awards.

Bandet var nomineret til de prestigefyldte priser for årets plade og årets sang. Foruden "Record of the Year” og “Song of the Year”, var Lukas Graham også nomineret til  “Best Pop Duo/Group Performance”, altså bedste gruppeoptræden.

Lukas Graham var i selskab med flere af de helt store verdensstjerner. Nomineringerne delte han nemlig blandt andet med hitmagerne, Adele og Beyoncé.

Den helt store vinder blev dog den britiske sangerinde Adele, der både vandt prisen for årets indspilning og årets sang for næsen af Lukas Graham. Den amerikanske duo Twenty One Pilots vandt prisen for bedste pop duo/gruppeoptræden. 

Fans om Graham-optræden: Det værste jeg har set

Selvom det ikke blev til en pris til Lukas Graham, fik bandet alligevel mulighed for at optræde til prisuddelingen. Det gjorde de i selskab med den amerikanske countrysangerinde Kelsea Ballerini.

Deres optræden med et mash-up af Grahams "7 Years" og hendes hit "Peter Pan" er dog af flere fans ikke blevet taget særlig godt imod. Det skriver Fox News.

Flere mener ikke, at mixet mellem de to sange var optimalt.

I det hele taget var det ikke en så vellykket aften for de danske kunstnere. Lars Ulrich og bandet Metallica optrådte sammen med Lady Gaga, men havde store lydproblemer, der blandt andet resulterede i, at forsangeren i raseri sparkede til sit mikrofonstativ.

16x9
Lukas Graham optrådte i nat med den amerikanske sangerinde, Kelsea Ballerini. Foto: LUCY NICHOLSON / Scanpix Denmark

Dansk bekymring på den røde løber

På den røde løber var opmærksomheden også rettet mod det danske band. Og det store amerikanske nyhedsmedie CBS News var ikke blot interesseret i forsangeren, Lukas Forchhammers, holdning til musik, men også det politiske klima i verden.

Lukas Forchammer forsikrede den amerikanske journalist om, at mere politiske sange var på vej og fortalte, at han var bekymret over den stigende splittelse i samfundet.

- Det bekymrer mig meget, at hvis vi tog ordet 'muslim' og i stedet satte ordet 'jøde' ind, ville vi være i en situation fra anden verdenskrig. Vi er lige nu i en antisemitisk sindstilstand på verdensplan - den er bare rettet mod muslimer i stedet for jøder, sagde Lukas Forchhammer til CBS News, inden showet startede.

16x9
Danske Lars Ulrich på trommer under Metallicas mislykkede koncert med Lady Gaga ved Grammyuddelingen i nat. Foto: VALERIE MACON / Scanpix Denmark