Sanger ser sig selv som begejstret 15-årig: Bliver mindet om, hvor vildt det var

Martin fra Ørum vandt X Factor som den første herhjemme, men burde han i virkeligheden have været med i 'Danmark har talent'?

Hvordan beskriver man bedst følelsen af at vinde en sangkonkurrence, som hele familien Danmark følger med i?

Som bare 15-årig var Martin Hedegaard den allerførste herhjemme til at vinde det populære program X Factor tilbage i 2008.

Dengang havde han en unik måde at forklare, hvordan sekunderne op til sejren føltes. Det gør han i et arkivklip fra DR, som 'Natholdet' har fundet frem. 

- Der er bare skruet op for lydeffekterne, griner den i dag 24-årige sanger, da han ser klippet. 

Beatboxede du dengang?

'Natholdet'-vært Anders Breinholt undrer sig over, at det var sangstemmen, Martin vandt på, for han har tydeligvis også et andet talent: 

- Jeg kan ikke helt huske den sæson af X Factor, hvis jeg skal være helt ærlig. Beatboxede du dengang?, spørger Anders Breinholt - men det får Martin dog hurtigt affejet. 

I dag arbejder han som producer, sanger og sangskriver, og så er han idémanden bag kunstnernavnet Saveus fra 2015, som har udsendt singlerne 'Levitate Me' og 'Everchanging'.  

Han synes selv, det er ret sjovt at se de gamle klip fra tiden i X Factor.

- Sådan et interview har jeg jo ikke set siden dengang. Nogle gange tror jeg, at jeg bliver mindet om, hvor crazy det egentlig var. Og hvor ung, jeg var, siger Martin Hedegaard. 

Herunder kan du se en anden, der har helt styr på lydeffekterne - Michael Winslow spillede Larvell Jones i Politiskolen-filmene, og han underholdte sidste år i 'Go' morgen Danmark' med dette nummer: 

 'Natholdet' sendes hver aften mandag til torsdag på TV 2 klokken 22.45.