Indvendigt vred hun sig af smerte: Uheldige Sara blæser dommerne omkuld

Sara Krone måtte tage stærke smertestillende piller inden sin audition i 'Danmark har talent'. Og det er ikke første gang.

"Don't rain on my parade" synger skuespillerinden Barbra Streisand i musical-klassikeren Funny Girl og slår med teksten fast, at intet og ingen skal stå i vejen for, at hun gør, som hun har lyst.

19-årige Sara Krone indtager scenen til sin audition i 'Danmark har talent' med det selvsamme nummer - og det samme slagkraftige budskab:

Kort før hun skulle optræde, var hun nemlig ude for en mindre ulykke i sit hjem i Herning, hvor hun fik trykket sine ribben. Men det lod hun sig ikke stoppe af. 

- Forestil dig, at der sidder en inden i dig og vrider dine lunger som en karklud, så du næsten ikke kan trække vejret. Sådan føltes det under min audition, siger hun til TV 2.

Optrådte på trods af smerter

Ulykken skete, da den unge musical-entusiast øvede sig på en dans til musicalen Shrek, som hun spillede med i i efteråret.

Hvor meget luft kan man have i kroppen, når man har trykket et ribben?

Vært Christopher Læssøe om Sara Krone

Midt i et dansetrin forsvandt fødderne under hende, og hun hamrede siden direkte ned i familiens spisebord. Samme aften konstaterede en læge, at hendes ribben var blevet trykket. 

Derfor tog Sara Krone lægeordinerede morfin-piller inden sin optræden - og de ømme ribben betød, at hun ikke kunne bevæge sig så frit på scenen, som hun havde ønsket.

Da Sara Krone begyndte at synge foran Talent-dommerne, var det heldigvis svært at se - og høre - at hun ikke var på toppen.

Jeg øvede ballet derhjemme, og så faldt jeg og vred knæet af led, så nu er der dannet en væskesamling af blod og vand i knæet.

Sara Krone

- Hold kæft, hvor er det dejligt at høre dig synge. Du synger jo virkelig godt, udbryder musik-dommer Nabiha efter Sara Krone holder den sidste tone i Barbra Streisand-nummeret i over 15 sekunder. 

De to værter, som vidste besked om Sara Krones ribben, var da også ekstra imponerede. 

- Hvor meget luft kan man have i kroppen, når man har trykket et ribben?, udbryder vært Christopher Læssøe. 

Sara har været uheldig mere end en gang

Det er ikke første gang, at Sara Krone bider smerten i sig og optræder med fysiske skavanker. 

Da hun i sommeren 2016 blev kaldt til audition på musicalen Shrek i Herning, var hendes mund fyldt med smertefulde sting efter en operation af en visdomstand, som der var gået betændelse i.

- Jeg er generelt meget uheldig, siger hun.

Uanset om det gør ondt, så må jeg tage nogle smertestillende piller og så gøre det alligevel. Det har jeg gjort før, så det kan jeg gøre igen, siger hun.

Sara Krone

Her flere måneder efter kan hun sagtens grine af det. Helt uheldig var hun ikke, for det gik mindst lige så godt, som i lørdagens optræden i 'Danmark har talent': Hun fik rollen i stykket.

Ved "Danmark har talent" audition ved de fire dommere ikke noget om Sara Krones ribben. Dommerne er så begejstrede for hendes sang, at de sender hende direkte videre i konkurrencen.

Vil udvikle sit talent

Til sin audition fik Sara Krone stor ros, men også et råd med på vejen fra dommer Nabiha. 

- Jeg synes, det var et forkert sangvalg, for der skete for mange ting. Du skal kunne så mange ting på så kort tid, så tag en sang, der giver bedre mulighed for at vise, hvem du er, siger hun.