Selvlærte Nick fik guldknappen: - Jeg freestylede bare

Nick mødte op til audition med armen i gips i årets 'Danmark har Talent'. Alligevel fik han guldknappen af panelets strengeste dommer, Cecilie Lassen.

For fem år siden havde Nick Pedersen og to venner meldt sig til en konkurrence i deres fritidsklub. 

Vennerne sprang fra, men Nick, der led af sceneskræk, besluttede sig alligevel for at gennemføre. 

Han ville danse, men han anede ikke hvordan.

Hvis det var svære trin, satte jeg videoen på pause og gik uden for, så jeg kunne se mit spejlbillede i vinduet.

Nick Pedersen, skoleelev og danser

- Jeg gik hjem og så søgte jeg på dans på Youtube. Fra den dag blev det en vane at lære derfra. Jeg satte videoerne i slowmotion for at se det hele. Hvis det var svære trin, så satte jeg videoen på pause og gik uden for, så jeg kunne se mit spejlbillede i vinduet og øve der, inden jeg gik videre, fortæller Nick Pedersen.

Han mener, at alle kan blive dygtige til noget selvlært, men man skal brænde for det og investere tid i det. 

- Jeg danser hver eneste dag, men nu føler jeg også, jeg har nået et niveau, hvor jeg ikke behøver se så meget på Youtube mere. Jeg sætter noget musik på, jeg kan lide, kigger i spejlet og laver mine egne trin og kombinationer, fortæller Nick Pedersen. 

Freestyle med armen i gips

Inden Nick Pedersen skulle til audition på årets 'Danmark har Talent' havde han forberedt en hel serie til dommerne.

Men den måtte han opgive på falderebet.

Jeg rystede over det hele. Da hun trykkede på guldknappen, havde jeg lyst til at græde af glæde.

Nick Pedersen, skoleelev og danser

Han går nemlig også til fodbold, og under en tackling mistede han balancen, brækkede håndledet og fik armen i gips, så flere af trinene ikke kunne gennemføres.  

- Jeg tænkte rigtig meget på gipsen, og det var ærgerligt, jeg ikke kunne det, jeg normalt kan. Jeg blev nødt til at finde på noget, mens jeg dansede. De første 20 sekunder af min optræden var planlagt, og efter det så freestylede jeg, fortæller Nick Pedersen. 

Græd af glæde

Nicks freestyle var nok til at imponere dommerne.

- Din musikforståelse er fantastisk, sagde Nabiha efter Nicks dans, men den allermest begejstrerede var den ellers kritiske professionelle danser Cecilie Lassen. 

Da turen kom til hendes kritik, rejste hun sig og hamrede guldknappen på dommerpanelets bord i bund. 

- Jeg rystede over det hele. Da hun trykkede på guldknappen, havde jeg lyst til at græde af glæde. Det er ubeskriveligt. Det, at det var Cecilie, der trykkede, det er jeg virkelig stolt af, for hun er selv danser og ved meget om dans, fortæller Nick Pedersen.  

Dommerne i 'Danmark har talent'

Peter Frödin

Skuespiller, komiker og sanger. Netop aktuel i serien 'Grethe' på TV 2 og TV 2 PLAY.

Cecilie Lassen

Skuespiller og tidligere balletdanser. Har for nyligt været med i filmen 'De standhaftige'.

Nabiha

Sanger og sangskriver. Har haft hits som 'Deep Sleep, 'Mind the Gap' og 'Weapon'.

Jarl Friis-Mikkelsen

Skuespiller, sanger, filminstruktør og tv-vært. Har netop instrueret serien 'Grethe'.

Indbegrebet af talent

Cecilie Lassen er ikke et sekund i tvivl om, at hun trykkede på guldknappen ved den helt rigtige deltager.

- For mig er Nick indbegrebet af det her program. Han er selvlært, og han er gået fra sit lille værelse til en kæmpe scene i København. Han havde forståelse for rummet, han skulle indtage, og for publikum. Jeg glæder mig rigtig meget til at se ham igen, og jeg tror og håber, folk vil tage godt imod ham og lade ham gå langt, hvis ikke hele vejen, siger Cecilie Lassen. 

Nick Pedersen er klar. Gipsen er kommet af, så dansetrinene igen kan laves fuldt ud, og han har forberedt sig lidt mere end til sin audition. 

- Jeg er ved at forberede en hel masse til det første liveshow. En af tingene, jeg har fokuseret på, er at kigge mere ud på publikum og bruge scenen lidt mere. Det er svært, for jeg træner inde på mit værelse, og det er ikke så stort. Jeg har mange ting i ærmet, hvis man kan sige det sådan, lover Nick Pedersen. 

Her er vejen til finalen i 'Danmark har Talent'.
Her er vejen til finalen i 'Danmark har Talent'. Foto: TV 2