Christian fra 'Årgang 0' indrømmer dovenskab: - Ingen går jo med til at støvsuge frivilligt

Livet som 17-årig kan være ekstra hårdt, når man bliver sat i sving med de huslige pligter.

Tirsdag aften var Christian, Rachel og Stephanie fra 'Årgang 0' på besøg hos TV 2, hvor de svarede på spørgsmål fra seerne. 

Ud af de langt over tusinde spørgsmål, der blev stillet, så var der et særligt spørgsmål til den unge fyr Christian.

Han blev nemlig spurgt, om han og hans brødre virkelig var så dovne, som de nogle gange blev fremstillet i programmet.

Noget om snakken

- Vi er rimelig dovne, det må jeg nok indrømme, svarer Christian på spørgsmålet og vrider sig en lille smule i stolen. 

Han medgiver dog også, at de er begyndt at lave mere. Dog at de bliver tvunget til det. 

- Der er jo ingen, der gider at sidde og samle strømper. Det er klart. Men det skal jo gøres. Der er jo heller ingen, der går med til at støvsuge, siger han.

Hvor lang tid kan de holde dampen oppe?

Stephanie er tilsyneladende underlagt nogle fastere regler for pligter, da spørgsmålet går over til hende. 

- Ud fra hvad jeg kan se i programmet, så laver jeg nok lidt mere end Christian, griner hun.