Biskop horede, drak og stjal - men ville ikke opgive sin katolske tro

Biskoppen Stygge Krumpen var knap så hellig, som hans embede indikerer. Det viser julekalenderen 'Ludvig og julemanden' også klart.

I tider, hvor der ikke var gps, internet eller andet udstyr end et fyrtårn til at navigere skibene i land med, levede der en biskop ved navn Stygge Krumpen. 

Stygge Krumpen var en lærd mand, der levede på Børglum Kloster i tiden omkring år 1525, hvorfra han bogstaveligt havde magten over hele Nordjylland. 

- Det skyldtes blandt andet, at han var meget veluddannet og ejede mange ting i området, fortæller Anne Rottbøll, nuværende ejer af Børglum Kloster, til TV 2.

Biskoppen red frem og tilbage på stranden med en lygte, så skibene gik på grund. Hvis ikke der var nogen overlevende på skibene, tilgik lasten ham.

Anne Rottbøll, nuværende ejer af Børglum Kloster

En af karaktererne i TV 2's julekalender 'Ludvig og julemanden' er bygget op om biskoppen - eller snarere hans spøgelse, der bliver spillet af skuespiller og komiker Andreas Bo. Og faktisk er historien i julekalenden ikke så langt fra virkeligheden.

I 'Ludvig og julemanden' fortæller Ludvigs veninde Martine nemlig, hvordan biskoppen i gamle dage fik sine folk til at ride rundt nede på stranden med en lygte, så skibene ville tro, at det var et fyrtårn og dermed sejle direkte mod stranden og gå på grund.

- Biskoppen red frem og tilbage på stranden med en lygte, så skibene gik på grund. Hvis ikke der var nogen overlevende på skibene, tilgik lasten ham, fortæller Anne Rottbøll.

Men som det ofte sker, så ramte karma til sidst biskoppen.

Se Martine fortælle spøgelseshistorien om Stygge Krumpen i klippet øverst i artiklen.

Kirkens mand - men boede med sin kusine

ÅRETS JULEKALENDERE PÅ TV 2 PLAY

  • På TV 2 PLAY kan du hver dag frem til juleaften se snigpremiere på det næste afsnit af årets julekalender på tv: Se 'Ludvig og Julemanden' på TV 2 PLAY
  • Hver dag har vi også snigpremiere på næste dags afsnit af 'Alletiders Jul': Se den her
  • Til de lidt ældre har vi voksenjulekalenderen 'Andersens Julehemmelighed - også som snigpremiere hver dag: Se den her
  • Du kan også se alle afsnittene af 'Tvillingerne og Julemanden' på TV 2 PLAY: Se den her
  • Og til de mindste har vi alle afsnittene af 'Martin og Ketil - Jul for begyndere': Se den her

Stygge Krumpen var biskop og skulle dermed leve fromt og i cølibat. Men hvis der var én ting, Stygge Krumpen ikke gjorde, så var det at leve fromt og i cølibat.

- Han tog, hvad han kunne få og levede heller ikke efter kirkens regler, fortæller Anne Rottbøll.

En af de mest åbenlyse provokationer mod kirken var, at han boede sammen med sin kusine Elsebeth Gyldenstierne, der angiveligt havde søgt tilflugt hos ham på grund af en voldelig mand. 

- Han fik jo lov til det, fordi han var så magtfuld, forklarer Anne Rottbøll.

Elsebeth Gyldenstierne er også en karakter i 'Ludvig og Julemanden' - nemlig spøgelset Elsebeth, der spilles af skuspillerinde Tina Gylling Mortensen.

Fra venstre: Andreas Jessen som spøgelset Maximillian Løvenkranz, Julie Zangenberg som den indemurede pige, Andreas Bo som Stygge Krumpen og Tina Gylling Mortensen som Elsebeth Gyldenstierne.
Fra venstre: Andreas Jessen som spøgelset Maximillian Løvenkranz, Julie Zangenberg som den indemurede pige, Andreas Bo som Stygge Krumpen og Tina Gylling Mortensen som Elsebeth Gyldenstierne. Foto: Per Arnesen / TV 2

Marias krone skulle bruges til krig

Ligesom flere af spøgelserne i julekalenderen har en forankring i virkeligheden, så har Marias krone også eksisteret. Kronen blev lavet i 1200-tallet og givet til Børglum Kloster af Dronning Margrethe den 1., da hun var indskrevet som søster (nonne, red.) på klosteret.

- Dronningen havde en stor forkærlighed for klosteret. Kronen blev givet med henblik på, at den skulle bruges ved særlige højtider, forklarer nutidens ejer af klosteret, Anne Rottbøll. 

Men da Stygge Krumpen var biskop på klosteret, blev han tvunget til at sende kronen tilbage til kong Christian den 2.

- Kronen blev smeltet om, fordi den skulle betale nogle tyske lejesvende ti at gå i krig. Så den eksisterer desværre ikke i dag, siger Anne Rottbøll.

Deltog i kupforsøg

Noget kunne tyde på, at Stygge Krumpen af flere årsager - inklusive ovenstående - ikke var helt så vild med den danske konge i den periode. Han deltog derfor som en af de ledende i 1523 i et succesfuldt kupforsøg mod Christian den 2. Dét efterlod Frederik den 1. på tronen. 

Men ironien ville, at den konge, Stygge Krumpen hjalp til tronen, startede det opgør med den katolske tro i Danmark, der skulle ende med at sende Stygge Krumpen i fængsel.

Kongen blev sur på ham, fordi han ikke ville afgive sin katolske tro. Så han blev sat i fængsel i seks år, og først da han afgav sin ret til at prædike sin katolske tro, blev han løsladt.

Anne Rottbøll, nuværende ejer af Børglum Kloster

Da Frederik den 1. kom til tronen, var den danske kirke katolsk, men strømninger fra reformationen i Tyskland var så småt begyndt at ramme Danmark. Blandt andet tillod Frederik den 1. sin søn og efterfølger, Christian den 3., at blive gift med en tysk fyrstedatter, der tilhørte den lutheranske tro. 

Det blev således sønnen Christian den 3., der kom til tronen i 1534, som den 30. oktober 1536 på Gammeltorv i København annoncerede, at Danmark skulle bryde med den katolske kirke i Rom.

Men den var Stygge Krumpen i Nordjylland ikke helt med på. 

- Kongen blev sur på ham, fordi han ikke ville afgive sin katolske tro. Så han blev sat i fængsel i seks år, og først da han afgav sin ret til at prædike sin katolske tro, blev han løsladt, fortæller Anne Rottbøll.

Se tidslinjen over Stygge Krumpens liv i tidslinjen nedenunder.

Stygge Krumpen
1485
Stygge Krumpen bliver født
Omkring år 1485 bliver Stygge Krumpen født på Skøttrup Hovedgård - i dag Trudsholm - af forældrene Jørgen Krumpen til Skøttrup og Anne Styggesdatter Rosenkrantz.
Faktisk var navnet Stygge på den tid et helt almindeligt navn.
- Han kunne lige så godt have heddet Peter, fortæller Anne Rottbøll, nuværende ejer af Børglum Kloster.
1505
Uddannelse og vejen til kirken
I 1505 bliver Stygge Krumpen optaget på universitetet i Rostock. I 1513 bliver han magister, som dengang betød at han havde en akademisk grad under Det Filosofiske Fakultet. 
Efter sin uddannelse får Stygge Krumpen i 1514 et arbejde ved Tranebjerg kirke, i 1515 bliver han kongelig sekretær, og i 1518 får han lovning på et prælat (en højere stilling ved kirken) i Jylland, mens han i det år indkræver ekstra skatter for Christian den 2.
I 1519 får han så sit prælat i form af en stilling som katolsk biskop af Børglum Kloster.
1517
31. oktober
Reformationens begyndelse i Tyskland
Kirken i Wittenberg dannede ramme for de begivenheder, der affødte Reformationen. Jan Weber / TV 2 Nyhederne
Martin Luther, tysk munk og teolog, offentliggør 95 afladsteser i den tyske by Wittenberg - angiveligt opslået på slotskirkedøren.
Teserne gør op med den katolske måde at se forholdet til Gud på. Martin Luther mener, at hvert menneske skal have frelse ved sin tro alene og ikke ved for eksempel at købe afladsbreve.
1523
Deltager i kupforsøg
Biskop Stygge Krumpen deltager i et kupforsøg mod Christian den 2., som medfører at Frederik den 1. kommer til tronen. 
1533
10. april
Frederik den 1. dør
Kong Frederik den 1. dør. Men ikke før han har nået at give reformationen og den lutherske tro i form af danske Hans Tausen et grundlag i Danmark. Blandt andet ved at indføre religionsfrihed.
Han tillader også, at hans søn Christian den 3. bliver gift med en tysk lutheransk fyrstedatter. Det samme med sin datter Dorothea, som bliver gift med en tysk hertug, der tilslutter sig den lutherske tro.
1534
4. juli
Christian den 3. bliver konge i Danmark
1536
30. oktober
Christian den 3. bryder med paven
Kong Christian den 3. annoncerer, at Danmark øjeblikkeligt bryder med den katolske kirke i Rom.
Den katolske tro og ceremonier bliver omgående forbudt, mens lutherske præster og gudstjenester indføres i hele landet.
Stygge Krumpen bliver fængslet
Hald Hovedgaard ved Viborg, hvor Stygge Krumpen i 1500-tallet sad fængslet. Henning Bagger / Scanpix Denmark
Stygge Krumpen er en katolsk biskop og bliver afsat og fængslet i forbindelse med reformationen i Danmark. Han bliver derfor den sidste katolske biskop på Børglum Kloster.
Han afsoner sin fængselsstraf på Hald Hovedgaard ved Viborg og Sønderborg Slot, hvor han i en periode sidder fængslet sammen med Christian den 2. - den tidligere konge, han har været med til at afsætte.
1542
Juni
Stygge Krumpen bliver løsladt
Stygge Krumpen bliver løsladt efter han har skrevet under på en loyalitetserklæring.
1543
Udnævnes til lensmand
Efter sin løsladelse bliver Stygge Krumpen udnævnt som lensmand i Asmild Kloster, hvor han indkræver penge for kong Christian den 3. Her lever han resten af sit liv kvit og frit. 
1551
21. januar
Stygge Krumpen dør