Carpark Norths fortolkning delt flere tusind gange : - Føles som at få et kram af Danmark

Flere tusind har delt og kommenteret Lau Højens meget følelsesladede fortolkning af nummeret 'Soon'.

Der blev krammet og grædt, da Carpark North-sangeren fortolkede Troels Gustavsens ’Soon’ i den netop afsluttede sæson af ’Toppen af poppen’.

Men det var ikke kun programmets deltagere, der kunne mærke følelserne, der lå bag. Antallet af delinger og kommentarer på de sociale medier vidner om, at sangen også har rørt seerne hjemme i stuerne.

- Folk har både kommenteret og mailet til mig. Selvom vi ikke kender hinanden, så har sangen skabt en slags kanal. Det er ret smukt, siger Lau Højen til TV 2.

Uhelbredeligt syg

Carpark North-sangeren fortæller i programmet, at hans mor er uhelbredeligt syg af kræft, og det har bragt tårerne frem hos mange. Moderen har også selv mærket, hvor meget sangen har rørt folk.

- Efter 'Toppen af poppen' kan min mor kan ikke gå udenfor sin dør, uden at der kommer nogen hen til hende. Der har været en overvældende respons, siger Lau Højen.

Moderen er stadig i behandling og vil være det resten af sit liv. Han fortæller, at hun ligger ikke i sengen hele tiden, men at sygdommen fylder meget.

Jeg er meget stolt og rørt og har lidt følelsen af at have fået et kæmpestort kram af hele Danmark

Lau Højen

Folk deler deres egne historier

Udover en masse medfølende mails og kommentarer, har Lau Højens fortolkning også fået folk til at dele deres egne historier.

- Der var en, der fortalte, at hun i lang tid har haft lyst til at skrive et digt til sin afdøde mor, men ikke kunne overskue det. Hun skrev tak, for at jeg i stedet satte ord på det med min sang, siger Lau Højen.

Ifølge ham er det hele grunden til, at der findes musik i verden, og han synes, det er fantastisk, at sangen har fået så mange til tasterne.

- Jeg er meget stolt og rørt og har lidt følelsen af at have fået et kæmpestort kram af hele Danmark, siger Lau Højen.

En understrøm af frygt

Troels Gustavsen fra Noah skrev selv ’Soon’, lige efter han mistede sin far, og det var også dét, der fik Lau Højen til at fortolke netop den sang.

- Jeg blev tiltrukket af den, fordi den har et tema, som jeg kan genkende fra mit eget liv. Jeg prøver at leve i en form for håb, men nedenunder alt det ligger der en understrøm af frygt, siger han.

Han skriver normalt på engelsk, men havde lyst til at skrive en sang på dansk til sin mor. Og de første fire vers var da også på papiret indenfor ti minutter.

- De kom fra et sted, der ikke var mit hoved. Om det var fra maven eller hjertet, ved jeg ikke, siger Lau Højen.

Selvom sangen er skrevet til hans mor, ville han gerne have, at Troels Gustavsen stadig kunne se sig selv i sangen. Derfor kom den til at hedde ’Far, vågn op’.

Jeg kunne høre alle fotograferne snøfte. Det var som om, alle i rummet var blevet kørt over

Lau Højen

Blev nødt til at lukke øjnene

De første, der fik lov til at høre fortolkningen, var de andre medlemmer af Carpark North. Lau Højen fortæller, at de blev mussestille bagefter, og han kunne tydeligt fornemme, at de kunne mærke sangen.

Det blev kun forstærket, da han skulle fremføre den for Troels Gustavsen og de andre deltagere. Allerede inden hamrede Lau Højens hjerte derudaf.

- Jeg var nødt til at lukke øjnene for at komme igennem sangen. Da jeg åbnede dem efter at have spillet, var det som at være et helt andet sted, siger han og fortsætter:

- Jeg kunne høre alle fotograferne snøfte. Det var som om, alle i rummet var blevet kørt over, og det blev lidt voldsomt med alle de følelser.

En sang med flere liv

Lau Højen tror også, det er en sang, der kommer til at have betydning for ham i fremtiden. Han kan allerede nu sige, at han glæder sig til at tage den frem igen.

Han beskriver det selv som om, at sangen har fået flere liv. Ét i det øjeblik, hvor han skrev den og ét, da han spillede den for Troels Gustavsen.

- Og så kan jeg mærke, at jeg har brug for at tage den med på forårstur. Så der får den også et liv, siger Lau Højen.