Røde ører i 'Toppen af poppen': Hør Carpark Norths version af ’I wanna make love to you’

Det var et af de helt store Hanne Boels hits, som Carpark North i denne udgave af ’Toppen af poppen’ tryller om til et mere moderne rocknummer.

Toppen af poppen 2016

Følg 'Toppen af poppen' på Facebook her.

I denne uges afsnit af 'Toppen af poppen' var det sanger og musiker Hanne Boel, der sad for bordenden og fik fortolket sine sange.

En af dem var hittet ’I wanna make love to you’, som blev fremført af Carpark North-sangeren Lau Højen og gav mere end én i selskabet røde ører.

- Jeg lagde mærke til, at hans øjne flakkede lidt nogle steder i sangen, siger Hanne Boel.

Jeg er alt for blufærdig til at synge sådan noget. Jeg bliver helt rød i kinderne

Fallulah

Carpark North på udebane

Lau Højen må da også erkende, at ’I wanna make love to you’ er en linje, han aldrig har sunget i Carpark North. Men det var ikke kun ham, der var lidt udfordret af sangens direkte facon. Fallulah, som af de andre anses som værende en meget sensuel kvinde, tror ikke, at hun kunne synge den.

- Jeg er alt for blufærdig til at synge sådan noget. Jeg bliver helt rød i kinderne, siger hun.

Selvom elektrorock-sangeren Lau Højen var meget på udebane, gik den rent ind hos sangens ejermand, der synes, han klarede det godt.

- Det var stærkt gået, fordi de tager den, som den er, og gør den til Carpark North, siger Hanne Boel.

Den kan noget særligt

Den 59-årige sangerinden synes netop også, at det er det direkte budskab i sangen, der får noget nyt frem i Carpark North-sangeren.

- Det var positivt at se ham forglemme sig selv i den. Jeg synes, han skal bruge den, og det ville glæde mig at se den blive et hit igen, siger hun.

For Hanne Boel selv, er det også et nummer, der kan noget særligt - selvom hun har spillet det et utal af gange gennem sin karriere.

- Det bliver en sang mellem sanger og publikum, i stedet for at jeg bare står og fremfører den. Og selvom budskabet er direkte, så kan den forstås på tusind forskellige måder, siger hun.

’I wanna make love to you’ var et af de store hits på albummet ’Dark Passion’, der udkom i 1990 og året efter modtog adskillige grammyer.