Anmelderne er enige: Gamle Kim var i top, Rihanna var et flop

Onsdag var både Kim Larsen og Rihanna på scenen i Skanderborg, og ifølge anmelderne kunne den gamle endnu, mens megastjernen fra USA skuffede.

Forventningerne var ekstra høje, da Kim Larsen & Kjukken gik på Bøgescenen onsdag aften, fordi koncerten sidste år blev lukket på grund af for stort publikumspres. på den noget mindre Rytmescene.

Men ifølge et enigt anmelderkorps blev selv de største forventninger til fulde indfriet af Danmarks nationalskjald, som trods en 70 år gammel dåbsattest og et svækket bentøj stadig er i stand til at bevæge sit publikum.

- Gamle, halte Larsen gjorde det umulige. Overgik sig selv, onsdag aften på SmukFest. (...) Han sidder ned, spiller ikke vanvittig meget på sin guitar, men synger mærkeligt nok bedre end nogensinde, lyder det eksempelvis fra BTs anmelder, der giver Kim Larsen fem stjerner.

Også hos Politiken er der kæmpe begejstring at finde for Larsens blanding af nye og gamle ørehængere.

- Det var overlegen hitparade, sprød flabethed og hjemmerullet visdom fra den store danske refrænsanger, da Kim Larsen triumferede på Smukfest. Igen, konstaterer musikredaktør Simon Lund, der ligeledes giver fem ud af seks stjerner.

Videoklippet øverst viser dronebilleder fra den propfyldte Kim Larsen-koncert

Efter en diskusprolaps-operation i 2014 har Kim Larsen været afhængig af en stok og en stol. Men selv om den 70-årige nationalskjald måtte gennemføre sin koncert siddende ved årets SmukFest, var han bestemt ingen skuffelse, mener anmelderne.
Efter en diskusprolaps-operation i 2014 har Kim Larsen været afhængig af en stok og en stol. Men selv om den 70-årige nationalskjald måtte gennemføre sin koncert siddende ved årets SmukFest, var han bestemt ingen skuffelse, mener anmelderne. Foto: Axel Schütt / Scanpix

En halv time forsinket - og uengageret

Til gengæld er der ikke meget ros at hente til den 28-årige superstjerne Rihanna, der - ligesom sidst hun gæstede Danmark ved en ikke-udsolgt koncert på Refshaleøen 7. juli - skuffede fælt.

Ikke alene var den Barbados-fødte diva en halv time forsinket, da hun viste sig på Bøgescenen omkring kl. 22.00, hun virkede også uengageret og forjaget, mener anmelderne.

- Rihanna sparede (...) så meget på stemmen, at det under store dele af seancen ikke gjorde den store forskel om hun sang ind i mikrofonen eller ej, alt mens hun, bandet og deres medbragte backtracks jappede afsnubbede, karaoke-lignende versioner af den imponerende hitparade igennem, der alle til hobe blev liret igennem med en nærmest fornærmende mangel på nerve og nærvær.

Sådan lyder tiraden fra Ekstrabladets Henrik Queitsch, som kun har to stjerner ud af seks til overs for Rihannas præstation ved SmukFest.

28-årige Rihanna var både forsinket og uengageret, mener anmelderkorpset. Men SmukFest-publikummet tilgav hende hurtigt og var begejstrede for divaens optræden med sine uomtvistelige hits.
28-årige Rihanna var både forsinket og uengageret, mener anmelderkorpset. Men SmukFest-publikummet tilgav hende hurtigt og var begejstrede for divaens optræden med sine uomtvistelige hits. Foto: Helle Arensbak / Scanpix

Tørvejr i vente

Mens årets SmukFest begyndte i silende regn onsdag, tyder det på mindre vådt vejr i løbet i de kommende dage.

Torsdag aften, som skulle nøjes med at være overskyet, byder Bøgescenen på et par danske navne, først rapper og house-musikeren TopGunn kl. 18.30 og i "prime-time" følger popduoen Nik & Jay kl. 20.00. Om de yngre drenge kan tiltrække et publikum på størrelse med Gasolin-veteranens, vil vise sig.

Fredag gælder det blandt andre de udenlandske stjerner Sting og Sia, lørdag Lis Sørensen, Suspekt og Dizzy Mizz Lizzy, og søndag rundes Skanderborg Festivalen af med Christopher og TV-2.