Frank Hvam afslører: Derfor kom jeg med i 'Game of Thrones'

16x9
Frank Hvam var - meget overraskende - med i det sæsonens sidste afsnit af 'Game of Thrones'. Foto: Simon Læssøe / Scanpix Denmark

Folkene bag 'Game of Thrones' er vilde med 'Klovn'-serien - og blev i den forbindelse opmærksomme på Frank Hvam.

Det var nok de færreste danskere, der havde regnet med at se den danske skuespiller Frank Hvam, da sidste afsnit af 'Games of Thrones' natten til mandag fik premiere i Danmark.

Men iklædt munkekostume og en bister udstråling tonede den danske skuespiller frem på tusindvis af tv-skærme verden over. 

Hvordan 'Klovn'-skuespilleren har fået sneget sig ind i ‘Game of Thrones’-universet, der også tæller danske stjerner som Pilou Asbæk og Nikolaj Coster-Waldau, afslører han her over for TV 2. 

- Hele den kreative klasse have nok klappet i hænderne, hvis det var fordi, jeg havde betalt en masse penge for at være med, siger Frank Hvam og fortsætter: 

- Men det er kommet i stand, fordi de to manuskriptforfattere på ‘Game of Thrones’ er glade for 'Klovn'. Det har de været igennem flere år og det ved vi, fordi de har sendt hilsener igennem Nikolaj Coster-Waldau, siger Frank Hvam til TV 2.  

Har svoret en ed

Dermed kan man godt spekulere i, om andre skuespillere fra den danske succes-serie ‘Klovn’ også er på rollelisten i serien - eksempelvis Casper Christensen. Det er dog ikke noget, Frank Hvam vil løfte sløret for. 

At jeg er med, svarer jo til, at en Fiat Punto kommer kørende gennem billedet.

Frank Hvam

- Det må jeg ikke sige noget om. Jeg har svoret en ‘Game of Thrones’-ed med blod, siger Frank Hvam og forklarer samtidig, at scenen er filmet i både Spanien og Belfast.

Flere seere bed i afsnittet mærke til, at Frank Hvams stemme lyder noget anderledes, end den plejer. Og det er der en helt lavpraktisk forklaring på, siger Frank Hvam, der indrømmer, at der har været en anden skuespiller inde over replikkerne. 

- Jeg har en voldsom, dansk accent. Der har været et godt, engelsktalende menneske inde over, og det er vi nok allesammen meget godt tjent med, siger Frank Hvam.  

Som en Fiat Punto

I det hele taget er Frank Hvam gået meget ydmygt til opgaven. Det er også derfor, han er gået stille med dørene i forhold til rollen. 

- Det skulle ikke fylde noget i folks hoveder. Jeg synes, de selv skulle have lov til at opleve serien. At jeg er med, svarer jo til, at en Fiat Punto kommer kørende gennem billedet. 

Selv er Frank Hvam en stor fan af fantasy-genren. Efter eget udsagn er der derfor kun én rolle, der står højere på hans liste end rollen i 'Game of Thrones' 

- Det eneste, der kunne have slået det her, ville være rollen som ente eller ork i 'Ringenes Herre', siger Frank Hvam. 

Frank Hvam er mest kendt for sin rolle i megasuccesen 'Klovn', men har også givet den som Kenny Nickelman i 'Langt fra Las Vegas', som du kan se på TV 2 Play. 

Frank Hvam og 'Klovn'-makkeren Casper Christensen går snart i gang med optagelserne til deres nye 80'er-komedieprojekt 'De første danske jordbær', som skal handle om Janteloven.