Ole var en del af Guns N' Roses: Musikerven fortæller om den vilde tid i L.A.

16x9
Robert Cromwell (tv) og danske Ole Beich var gode venner i Los Angeles i 80'erne. Foto: Privatfoto / Privatfoto

Ole Beich var med til at starte Guns N' Roses, men han ville noget andet med sin musik. Derfor forlod han bandet, fortæller en ven fra L.A.

Guitaristen Robert Cromwell kan fortælle masser af røverhistorier om sin tid med danske Ole Beich i Los Angeles. 

De to var begge en del af en gruppe musikervenner, der kæmpede for succes i en svær branche i 1980'erne, og Robert Cromwell beskriver Ole som en slags storebror.  

Den unge fyr fra Esbjerg var med til at starte Guns N' Roses op, men det er ikke en klassisk succeshistorie. Ole Beich stoppede nemlig i bandet, før de opnåede succes, han røg ud i et heftigt stofmisbrug, flyttede tilbage til Danmark og led til sidst en tragisk skæbne.

En oktoberaften i 1991 druknede han i en alder af 36 år i Sct. Jørgens Sø ved Planetariet, og der er tvivl om, hvorvidt det var en ulykke eller selvmord.

Bar røv på scenen

Ole Beich tog til Los Angeles, fordi han ville være noget inden for musikken. 

Han spillede bas, og i 1984 lykkedes det for Ole at komme med i bandet L.A. Guns. Året efter blev bandet slået sammen med Hollywood Rose, hvilket blev starten på Guns N' Roses. 

Ole Beich optrådte kun med det nye band til en enkelt koncert, og Robert Cromwell husker, at han så den danske musiker optræde med forsanger Axl Rose på spillestedet Troubadour i West Hollywood.

Axl Rose havde valgt at iføre sig et par chaps, en form for benklæder, uden noget nedenunder.

- Hver gang han vendte sig om, kunne man se hans røv. Det grinte vi ret meget af, siger Robert Cromwell til TV 2 over en Skype-forbindelse. 

Efter koncerten hilste han på Ole Beich. De delte en fælles interesse for heavy metal-genren og blev hurtigt gode venner. 

Her ses en ung Ole Beich give kameraet en fuck-finger.
Her ses en ung Ole Beich give kameraet en fuck-finger. Foto: Privatfoto/Tommy Kristensen / Privatfoto/Tommy Kristensen

Smidt ud fra mange steder

Den danske musiker var kun en del af det nye Guns N' Roses-band i ganske kort tid. Han synes ikke, de andre var musikalsk dygtige nok, og han var interesseret i en mere heavy musikstil, fortæller Robert Cromwell.

- Han blev træt af at spille med Axl (Axl Rose, forsanger i Guns N' Roses, red). Det var ikke musikalsk nok for ham. Jeg er mere en metalfyr, så Ole og jeg begyndte at hænge ud med hinanden.

Han beskriver Ole som sådan én, der altid gik i jeans, cowboystøvler og læderjakke - eller sin AC/DC t-shirt. Og de to blonde heavyfyre var begge glade for at lave løjer i Los Angeles.

De var faktisk "uadskillelige ballademagere", og Robert Cromwell har ikke tal på, hvor mange gange, de er blevet smidt ud fra steder.

En af de sidste minder han har om Ole, er fra en dag, hvor de var på en kinesisk restaurant på Sunset Boulevard. Her fortalte Ole, at han gerne ville til Danmark og være jagerpilot.

- Han rækker sine hænder ud for at vise, han flyver og slår maden ned fra de andre borde. Jeg løber efter ham gennem restauranten og vi bliver dækket til med mad, griner han. 

- Ole kommer i spjældet for at være fuld i offentligheden, men jeg plejer altid at sige, at det var fordi, han var jagerpilot i offentligheden. 

Mistede alt håb

I slutningen af sin tid i USA gik det imidlertid ned af bakke for Ole. Han var blevet deprimeret og også afhængig af heroin, fortæller vennen. Det kulminerede med et mislykket selvmordsforsøg, og han vendte hjem til Danmark.

Det hele endte en oktoberaften 1991, hvor Ole Beich forsvandt i søens dyb. Obduktionen viste, at han både havde alkohol og heroin i blodet, da han døde.

Guns N' Roses succes påvirkede også den danske bassist. I 1987 udgav bandet debutpladen 'Appetite for Destruction', som blev en kæmpe succes med over 28 millioner solgte eksemplarer. Det kunne mærkes på Ole, fortæller vennen.  

-  Efter Guns N' Roses begyndte at gøre det godt, fik han det værre. Men jeg tror ikke, det var det, der virkelig gjorde ham deprimeret. Han var begyndt at tage stoffer, og det fik ham ud på et stadie, hvor han mistede alt håb, fortæller Robert Cromwell, der beskriver Ole Beich som særdeles talentfuld. 

- Ole var en uundværlig del af Guns 'N Roses. Hvis det ikke var for Ole, så ville de ikke lyde så godt, som de gjorde, mener Robert Cromwell.