McCartney-billetter revet væk på 25 minutter

16x9
McCartney-billetterne blev revet væk. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Interessen for Paul McCartneys 'sidde ned-koncert' i Herning til sommer har været stor. Alle billetter er udsolgt.

Klokken 10.00 blev billetterne til sommerens Paul McCartney-koncert i Herning sat til salg via Live Nation, og blot 25 minutter efter var de 12.500 billetter solgt.

Det betyder, at koncerten er udsolgt. 

Koncerten er i Jyske Bank Boxen i Herning 27. juni og er en del af Paul McCartneys 'One on One'-tour.

Sidst Beatles-stjernen var i Danmark og optræde var, da han sidste sommer gæstede Roskilde Festival, hvor han var et af festivalens absolutte hovednavne.

Her spillede han hit på hit i sin to timer og tre kvarter lange koncert. Men på trods af, at det ikke er længe siden, Beatlen sidst var i Danmark, har interessen altså været kæmpestor.

Hos Messecenter Herning er de glade for, at så stort et navn gæster BOXEN.

- Vi glæder os rigtig meget. Her har vi jo at gøre med et af de helt store navne gennem historien, som henvender sig til mange generationer. Det glæder os, at en kunstner med så bred appel kommer til BOXEN, siger Nicki Quist, som er leder af kultur i Messecenter Herning.

'Sidde ned-koncert'

Koncerten bliver en 'sidde-ned-koncert'. BOXEN lægger ”kun” omgivelser til koncerten og har derfor ikke nogen indflydelse på, hvorvidt publikum skal stå op eller sidde ned.

Det er Live Nation, der står for koncerten og kontakten med Paul McCartney. På spørgsmålet om, hvem der har bestemt, at alle skal sidde til koncerten svarer Head Promoter Jesper Christensen følgende:

- Dette er i samråd med artisten, og ikke noget som er generelt for touren. Paul McCartney spiller jo alle mulige forskellige shows.

Nyt album på vej

Paul McCartney har netop også afsløret, at der er et opsamlingsalbum på vej. På McCartneys hjemmeside står der blandt andet, at albummet, der skal hedde 'Pure McCartney', vil indeholde 67 af hans sange.

Blandt andre 'Maybe I'm Amazed,' 'Live and Let Die,' 'Mull Of Kintyre,' 'Ebony and Ivory,' 'Dance Tonight' og 'New'.

Han garanterer også, at der vil være masser af musik for en rigtig McCartney-fan.

- Måske skal den nydes på en lang biltur eller en aften derhjemme eller til en fest med vennerne. Så vi har stukket hovederne sammen og kom op med de her diverse sange, fra forskellige perioder i min lange og snoede karriere, siger han.

Pladen bliver udgivet 10. juni.