Anders og Torben bestjålet: Havde indbrud mens de var på skærmen

Kedeligt: De to 45-årige tvillinger fik ubudne gæster, mens de var i 'Go' Aften Danmark'

De fleste danskere kender Torben og Anders, for deres mere eller mindre identiske tilværelse. Ja, det er faktisk derfor, de er blevet kendte og har været i fjernsynet.

Og selv om de nyder opmærksomheden fra de mange fans, der vil have taget billeder og have autografer, så er der en bagside af berømmelses-medaljen.

Det mærkede de på egen krop, da de i går kom hjem fra at have været med i 'Go' Aften Danmark' og så, at der havde været indbrud i deres parcelhus i Holstebro, hvor de bor sammen.

Kom ind ad terrassedøren

- Det er jo, hvad der sker. Desværre, siger en nogenlunde afklaret Torben Pedersen til TV 2.

Han fortæller, at de var væk fra deres hus for at besøge 'Go' Aften Danmark' i København i omkring ti timer. Og det er altså i dette tidsrum, at der har været indbrud.

- Vi opdagede, at vi havde problemer med at låse vores hoveddør op, men det viste sig så, at det var, fordi den slet ikke var låst. Da vi kom ind i huset, kunne vi se, at terrassedøren var brudt op, og så kunne vi regne ud, at vi havde haft indbrud, fortæller han.

Tilkaldte straks politiet

Der er blevet stjålet en masse computerudstyr og en lang række billeder fra deres ferier i Thailand. Anders og Torben var for nyligt i Thailand for at besøge deres kærester.

- Vi var ved at kategorisere vores billeder, så de fleste af dem er væk. Der er enkelte, som vi kan genskabe, siger han.

Torben og Anders Pedersen ringede på stedet til politiet, og de sendte hurtigt en patruljevogn.

- De gik i gang med at tage billeder og sikre lidt spor, og så må vi se, hvad de så finder ud af. Vi kan jo håbe, at de kan finde tyvene.